Projekt nyt hus

Uge 35: Officiel flytning

Så er vi gået ind i den allersidste uge i vores gamle hus, og det er samtidig også dén uge, hvor vi officielt flytter ud på vores nye adresse. Dog flytter vi endnu ikke ind i huset, da det ikke er færdigt. Så må vi ikke siger kommunen. Så vi har været nødt til at finde ud af, hvad vi så skulle gøre. Én mulighed kunne være en beboelsesvogn, hvilket vi også har fået priser på – men det er ski lidt dyrt. Så det har vi droppet igen. Så der var faktisk kun én anden mulighed, som vi syntes gav bedst mening for os. Og jeg fandt sådan en mulighed på gul og gratis, og sendte mine forældre afsted mandag morgen på vegne af Flemming og jeg. (mine forældre havde iøvrigt også væsentlig bedre erfaring end os på det punkt) Og wupti wupti kl. 10.14 blev der givet håndslag, og kl. 10.56 trillede mine forældre ind på vores grund med denne nye addition til familien 🙂 Til børnenes absolut meget store fornøjelse 🙂

26/8-19: Vores nye midlertidige soveværelse 🙂

Det skal nu nok blive ok 🙂 Så har vi også lidt mere ro på, og skal ikke sove i malerlugt og støv.
Mine forældre var lidt brugte, så de fik ikke lavet så meget indtil vi andre dukkede op, men det skal der også være plads til. Min far havde været på en krævende petanque-weekend i Tyskland (men kom dog hjem med en 1. præmie 🙂 ) – så skal man jo være lidt træt.
Min mor fik dog malet de 3 mindste vindueskarme for 3. gang, og så blev de sat til hærdning, inden de kan blive monteret.

26/8-19: Første sæt vindueskarme i gang med hærdning.

Dog fik min mor afleveret nogle biblioteksbøger for mig og hentet Mia, mens jeg hentede drengene. Så kørte vi direkte ud på grunden, hvor vi fik is 🙂
Jeg gik straks i gang med at slibe de spartlinger, som jeg havde spartlet dagen før, så de kunne få blå vand. Flemming har jo hentet gulvet til køkken-alrum + stuen, og det vil han gerne snart have lagt, så jeg har ret travlt, for jeg vil gerne have malet færdig før han går i gang med dét.
Og det lykkedes mig at få malet det halve af stuen, inden vi fik aftensmad.

26/8-19: Væggen malet første gang.

Efter jeg havde fisket batterier til græsslåmaskinen frem, tog vi hjem, så børnene kunne blive lagt i seng. Flemming kørte i henholdsvis IKEA og Bauhaus for at hente badeværelsesmøbler + armatur og fliser til badeværelset. Det lykkedes mig at få slået lidt mere græs – det har ikke været gjort så meget på det sidste, så det var efterhånden ret højt, og det har været nødvendigt at slå det af flere omgange. Forhåbentlig bliver det sidste slået tirsdag aften.

Tirsdag var der god gang i den ude i huset, mens Flemming og jeg var på arbejde. Min far gik i gang med at sætte hylde-skabene til børnene op ude i bryggerset, og det tog ham ikke lang tid at få det klaret. Ca. en times tid så var de oppe at hænge.

27/8-19: Min far er i gang med børnenes møblement.
27/8-19: Så er børnenes hylder hængt op.

Imens var min mor i gang med først at få slebet de lange vindueskarme for derefter at give dem en 3. gang lak. Så må vi se om det er nok.

27/8-19: Næste sæt vindueskarme larkeret og klar til hærdning.

Nogenlunde samtidig var Jonas-murer ankommet, og havde fået gjort resten af bryggers-gulvet klar til fliser. Det var han i fuld gang med, at jeg ankom ude på grunden sammen med drengene, som straks satte sig ud for at holde øje med, hvad Jonas lavede.

27/8-19: Flise-lægning

Men det var da også rigtig spændende, og de kunne endda få lov til at hjælpe en lille smule 🙂 Vi har kendt Jonas i mange år, og han og børnene kender hinanden godt, så de synes, det er alletiders, når han kommer forbi 🙂 Og så er det bare spændende at se noget, som man ikke ser på hver dag.

27/8-19: Flere fliser i bryggerset.

Efter frokost gik min far i gang med at føre ledning igennem højskabene. Og det var åbenbart ikke særlig nemt at komme til, så der fløj lidt eder gennem luften ind imellem. Men selvfølgelig fik min far fixet det 🙂

27/8-19: Der gøres klar til el bagved køle- og fryseskab.

Imens gik min mor i gang med at male kanter – så går det lidt hurtigere at få malet selve væggen 🙂 Min mor er ikke helt ligeså god til at tage selfies, som jeg er, så hun nøjedes med at tage et billede af maler-bøtten 🙂

27/8-19: Der er malet kanter med vægmaling, som man kan se 🙂

Jonas fortsætter ufortrødent ude i bryggerset, hvor han også har gang i præcisionsarbejde, som man kun kan være imponeret over.

27/8-19: Flise-præcisionsarbejde 🙂

Min mor hentede Mia, og jeg hentede drengene. Vel ude på grunden trak jeg i arbejdstøjet og fik malet første halvdel af stuen for anden gang. Og jeg fortsatte hele vejen rundt, så den anden halvdel af stuen endte med at blive malet første gang.

27/8-19: Der males anden gang 🙂
27/8-19: Resten af stuen malet første gang.

Imens fik min mor malet noget af kanappen med blå vand, så det også kunne blive klar til at blive malet.

27/8-19: Blå vand i kanappen.

Vi havde også besøg af Niels-tømrer, som gik i gang med at sætte loft op inde i soveværelset. Og det er altså bare SÅ fedt med troldtex-loft – det ser monster godt ud, så vi er super glade for at have valgt den løsning.

27/8-29: Loft sættes op i soveværelset.

Flemmings bror Lars ankom inden aftensmadstid, hvor han og Flemming gik i gang med at ordne nogle ting i badeværelset, så det kan blive godt klar til maling og fliser. Vi var ellers fristet af at få lagt vinyl på gulvet, men det ene firma var nogle sure snobber at tale med, og det andet firma gad ikke engang ringe tilbage trods adskillige opkald. Så er det jo godt at Jonas-murer ville påtage sig opgaven at lægge fliser i badeværelset.

27/8-19: Gang i badeværelset.

Onsdag kørte mine forældre et smut hjem – de havde lige et par gøremål. Blandt andet skulle de forbi min lillebror og svigerinde torsdag, da de netop er blevet forældre til deres anden datter 🙂
Så de var ikke ude på grunden – men det var Flemmings bror Lars. Og han fik slebet og spartlet ude på badeværelset.
Da jeg og børnene kom ud på grunden, fik jeg hurtigt malet den sidste halvdel af stuen for anden gang samt lidt af kanappen første gang. Der mangler nu kun en lille smule i kanappen, inden det hele kan males.

28/8-19: Det meste af kanappen malet 1. gang.

Niels-tømrer var også ude på grunden, hvor han fik sat resten af loftet op inde i soveværelset – det varer jo ikke længe før hele stue-etage-loft er beklædt med troldtex. Og det ser saft susme godt ud 🙂

28/8-19: Loft i soveværelset godt på vej.

Flemming var i gang ude i bryggerset, hvor han fik fjernet overskydende fliseklæb, så der kunne blive gjort klar til at få fuget det stykke også. Jonas-murer ankom ret sent, men fik med Flemmings hjælp lagt de sidste fliser hen til døren.

28/8-19: Der gøres klar til fugning mellem fliserne.

Lars gik lidt amok ude på badeværelset, og gik i gang med at male væggene hvide – i hvert fald der, hvor der ikke skal være fliser. Og han havde travlt, som man kan se herunder 🙂

28/8-19: Der males MEGET hurtigt i badeværelset.

Men det gik da også bare strygende, og ham og Flemming fik også malet færdig første gang. Men de var jo også to 😉

28/8-19: Der males i badeværelset 🙂

Vi spiste aftensmad ude på grunden, og fik også lige fejret Alfred fødselsdag 🙂 Og derefter tog jeg børnene med hjem for at putte dem – til den sidste nat i huset.

28/8-19: Aftensmad midt i lettere kaos.

Torsdag og fredag var et par ret hårde og pressede dage! Flemming havde fri begge dage, og jeg havde fri fredag og en halv fridag torsdag – og det var saft susme også nødvendigt!
Jonas-murer var ude på grunden om formiddagen, hvor han fik fuget det sidste stykker med fliser – så nu var bryggerset færdigt. Flise-mæssigt i hvert fald.
Da jeg tog fra arbejde torsdag, kørte jeg forbi Elgiganten for at få garantibeviset til vores vaskemaskine, så vi kunne videregive det til nye ejere. Derefter tog jeg ud og afleverede de prøver på vinyl til badeværelset, som vi havde lånt. Og de havde vist ikke været på sælger-kursus i den butik – der blev i hvert fald ikke spurgt ind til noget som helst. Men de havde jo heller ikke hverken besvaret vores opkald eller mails – så vi havde ikke handlet med dem alligevel!
Nå, derefter videre hjem til huset for at få pakket de sidste ting og flyttet dem ud til huset. Og selvom der ikke var så meget tilbage – så var der ski alligevel meget tilbage 😮
Flemming og mine forældre havde været i gang fra morgenstunden i huset.
Flemmings bror Lars kørte ud og lukkede op på mureren ude i det nye hus, da han skulle fuge fliserne i bryggerset. Dertil kom elektriker-Jørgen, som skulle koble den nye fryser og det nye køleskab til, så vi kunne få flyttet alle vores fryse- og kølevarer ud til det nye hus.
Men i det gamle hus fik min far (han er maskinmester og ret godt styr på det med el!) taget alle lamper ned.

29/8-19: Så er der taget lamper ned.

Min mor havde travlt med at pakke ting ned i køkkenet, og jeg havde travlt på førstesalen med at få de sidste ting pakket sammen og samlet, så det kunne blive båret ned og læsset på traileren. På førstesalen var der mest af alt kun madrasser og tøj.

29/8-19: Tøj i lange baner.

Jeg fik også gjort rent i badeværelset, så der kun manglede at blive støvsuget og vasket gulv. Imens fik Theodor støvsuget på de to værelset, hvor børnene at haft værelse.
Jeg tror vi fik kørt 3 eller 4 læs ud til det nye hus – og vi var godt nok ved at være møj-brugte til sidst. Klokken nærmede sig med hastige skridt aftensmadstid – og endnu engang vidste vi ikke, hvad vi skulle finde på. Men da det var lille-flyttedag blev det til Burger King til alle (de kørte med et godt tilbud, så det var noget billigere end McD…), og da klokken derefter allerede var over børnenes sengetid, så fik jeg overordentlig travlt med at få ordnet senge inde i campingvognen, så de kunne komme i seng.
MEN det var ikke nemt for dem at sove… det var jo også spændende – første nat i campingvognen.

29/8-19: Så skal der soves i campingvogn 🙂

Men det lykkedes, og ikke længe efter tog mine forældre over til min søster, og Flemming og jeg gik i seng – møjtrætte.

Fredag fortsatte i samme dur – jeg kørte drengene i skole og Flemming kørte Mia i børnehave, og så tog vi over for at gøre rent. Min far blev ude i huset, for vi havde fået besked om, at bordpladerne til køkkenet skulle komme mellem 7:00 og 16:00 😮 Det er jo en relativ lang periode…
Vi fik læsset bilen og traileren med de sidste ting fra huset – eller næsten de sidste ting. Der skulle lige støvsuges og bruges nogle ting til at vaske gulv og gøre rent. Jeg skulle også lige have vasket den sidste tøjvask.
Vi havde temmelig travlt, så der var ikke så meget tid til at tage billeder – men jeg tænker, at det er til at forestille sig, hvordan det ser ud, når der gøres rent 🙂 Min søster dukkede op i løbet af formiddagen (hvor Flemming var over med et læs), og hun blev straks sat til at støvsuge 🙂
Imens vaskede jeg gulv oppe på førstesalen. Så fik jeg støvsuget trappen ned, og derefter vasket gulv i stuen. Min mor fik pakket alle de der forhutlede småting, som man bare har og ikke helt ved, hvad man skal gøre ved…

30/8-19: Der støvsuges inden aflevering af huset.

Der var aftalt overdragelse af huset kl. 12, og vi var færdige kl. 11:30 – i gooood tid 🙂 Der var endda tid til at tage lidt billeder og en sidste tur i “vores” Netto.

30/8-19: Så er vi færdige med gulvvasken.
30/8-19: Så er vi på vej videre…

Nårh nej…. vi skal da have bilen med…

30/8-19: Farvel og tak for 14 gode år!

Men dagen sluttede jo ikke her!
Ude i det nye hus – og nu vores eneste hus 🙂 – skulle vi jo have gjort noget ved alle de kasser og poser, der stod rundt omkring. Det var faktisk lidt kaotisk. Specielt fordi der stod en pokkers masse sager i den store kanap, og der skulle Niels-tømrer komme og sætte loft op kl. 13… Så vi havde travlt med at flytte det, efter vi havde fået en bid frokost.
Han kom dog ikke kl. 13 alligevel – men det gjorde bordpladerne. Og den ene af den, som var speciel-lavet, var skisme stor og lidt uhåndterbar. Men det lykkedes at få den ind i huset sammen med de andre bordplader.

30/8-19: Der kom et styk stor bordplade.
30/8-19: Med integreret vask.
30/8-19: Uha det bliver godt!
30/8-19: Så kan man begynde at fornemme det 🙂

Kæft det så godt ud! Liiige indtil min far spottede en skade lige ved vasken. En skade som ikke var god. Godammit – det var ski ikke en del af planen. Specielt fordi vi lige havde regnet med at skulle montere bordpladerne i dag, og fordi lige den bordplade var speciel-lavet, og derfor ikke en vi hurtigt lige kunne få en nye en af… Flemming tog et billede og ringede straks til kontaktpersonen ved Kvik-køkkener. Dertil havde vi modtaget 7 bordplader, men sedlerne viste, at der skulle være 8. Dertil var én af de modtagne plader lidt mærkelig og gav ikke helt mening i vores køkken. Efter en del snakken frem og tilbage fandt Flemming og Kvik-køkken-personen frem til at det måtte være til et helt andet køkken…
OG vi får en ny bordplade om en uge. Men uanset hvad så bliver det et super flot køkken 🙂
For god ordens skyld så tjekkede vi også de andre bordplader for skader, hvilket der heldigvis ikke var.

30/8-19: Der pakkes bordplader ud.

Da vi havde fået styr på bordpladerne, så fik min svoger Lars ud for at skrue badeværelsesmøblementet op ude i badeværelset – og så kan man også pludselig begynde at fornemme, hvordan det bliver derude 🙂

30/8-19: Montering af badeværelsesmøbler.

Der ligger en speciel våderumsmembran på gulvet, hvilket er grunden til at Lars går rundt i bare fødder 🙂
Min far gik ud i bryggerset for at lægge en fuge langs kanten mellem væg og gulv for at få lukket af. Så kunne han nemlig sætte skufferne til børnene op bagefter.

30/8-19: Der fuges langs kanten.

Min mor holdte sig en velfortjent pause, og kunne passende lige yde verbal bistand til min søster. Man lærer heldigvis at abstrahere lidt fra kaos’et 🙂

30/8-19: Der ydes telefonisk bistand …

Ikke længe efter tog mine forældre over til min søster, og Flemming kørte en tur på containerpladsen. Vi har været der så mange gange, at vi efterhånden kan adskillige containernumre udenad 🙂
Jeg tænkte, at jeg ville lave nogle spejlæg på rugbrød til aftensmad – men det blev jeg nødt til at droppe, da jeg ikke kunne finde en palet. Og jeg var faktisk ved at være godt brugt efterhånden, så det endte med, at vi fik diverse nuddelkopper til stor glæde for børnene 🙂
Mens børnene så Disney Sjov (eller andet tilsvarende), ville jeg lige sætte mig til at opdatere lidt her på bloggen. MEN jeg kunne ikke finde min oplader til computere…. dammit. Jeg begyndte at lede lidt i nogle kasser , men det var jo nærmest en umulig opgave. Heldigvis vidste min far lige, hvor opladeren lå henne – og så kunne jeg komme i gang via hotspot på mobilos. Så det gik fredag aften med – opdatering af blog. Måske jeg skal hækle lidt i morgen aften. Vi har ikke nogen tv-pakke, så vi kan ikke rigtig se fjernsyn.

Lørdag var jeg sammen med alle drengene til karate træning.
Imens havde de travlt ude i vores nye hus 🙂 Flemming og mine forældre – og også lidt Mia – fik flyttet en masse brædder, som lå foran skurvognen om på den anden side af huset. Så var det nemlig muligt at få flyttet campingvognen om foran skurvognen, så man ikke skal så langt om morgenen for at komme på wc.

31/8-19: Der flyttes brædder fra én side til den anden.
31/8-19: Der går fremad – men det er varmt.
31/8-19: Så flyttes campingvognen tættere på skurvognen – og wc´et 🙂

Imens havde Niels-tømrer travlt inde i huset med at få monteret troldtex-plader i den store kanap – det var det sidste der manglede i stue/køkken-alrummet. Og det blev han også færdigt med. Det ser bare SÅ godt ud!

31/8-19: Der sættes troldtex-plader op i den store kanap.
31/8-19: Se! Loftet er færdigt 🙂

På vej hjem fra karate kørte vi ind forbi maleren for at hente maling – der var nemlig fødselsdagstilbud, hvor vi kunne spare 30% – og det er altså værd at tage med! Så vi fik købt lidt farver til børnenes kommende værelser samt lidt mere hvid maling til både badeværelse og børnenes kommende værelser. OG vi sparede faktisk hele 1000 kr i forhold til normal-prisen. Det var da ikke helt skidt.
Vel hjemme fik jeg skiftet tøj, så jeg kunne få lavet lidt. Og jeg fik malet anden gang i en inddækning ved et vindue i bryggers – det er lidt hårdt at male den øverste vandrette flade!
Dertil blev der lavet lidt damage control på nogle fugninger på nogle af de andre vinduer, hvor der var brugt en overmalbar fuge, som dog ikke var overmalbar…

31/8-19: Inddækning ved vindue i bryggers males.

Min mor havde jo fået givet i alt 6 vindueskarme skibslak, og min far begyndte at få målt op og få dem skåret til, så de passede ind de steder, hvor de skulle placeres.

31/8-19: Vindueskarm skæres til.

Min mor fik malet med blå vand på det sidste stykke i den store kanap, som stadig manglede – så er vi også snart ved at være rundt. Så mangler “kun” inddækningerne ved vinduerne. Men det er altså også noget af en opgave, fordi arbejdsstillingerne ikke er alt for gode.

31/8-19: Der males med blå vand, så det sidste kan blive malet.

Men det var bare super lækkert vejr – faktisk næsten for varmt. Vi var nødt til at holde lidt ekstra eftermiddagspause, fordi vi var lidt brugte allesammen. Men det er nok heller ikke så mærkeligt – der har altså været ret meget knald på i lang tid.
Jeg hjalp Flemming med at læsse nogle fliser på traileren, som Flemming skulle ud og aflevere, da det var forkert farve.

31/8-19: Fliser læsses – de skal retur til forhandleren.

Min mor lavede aftensdag, som stod på hotdogs. Der skulle nemlig kun bruges en mini-ovn og ét blus til stegepanden 🙂 Men det var nu heller ikke skidt med en hotter 🙂

31/8-19: Madlavning i vores “tekøkken” 🙂

Natten til søndag stod det voldsomt ned i stænger – og det kan man altså høre lidt tydeligere inde i en campingvogn. Dertil lynede det helt vildt! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har registreret SÅ mange lyn.
Nå, men vi havde en hyggelig og stille morgen, hvor de 3 yngste sad og tegnede, mens jeg hæklede.
Omkring kl. 9 dukkede min far op og lidt senere min mor. Jeg havde ikke sovet super godt, og det kunne mærkes på energi-niveauet. Flemming havde også lidt svært ved at tage sig sammen. Men han fik gennemgået situationen omkring diverse spots i huset med min far.

1/9-19: Der måles op og regnes ud for at placere spots.

Men der blev generelt tænkt en del og målt en del – nu mangler vi bare at finde ud af, hvad styk-prisen er per spot, for at finde ud af, om vi skal fjerne nogen af de mange spots igen 🙂 Flemming har sat små søm op i loftet, så man kan se, hvor de skal placeres.
Jeg nåede at få malet inddækningerne i de to vinduer i soveværelset for anden gang – så nu mangler de bare sidste gang, så kan der også blive sat vindueskarme i derinde 🙂

Omkring frokost-tid tog Flemming og jeg og børnene i svømmehal – både for at der lige skulle være noget interessant for børnene, men også fordi vi kun har en mindre bruseniche i skurvognen. Så var det faktisk lidt nemmere at tage i svømmehal 🙂 Og det var børnene ikke utilfredse med 🙂

Tilbage på grunden fik vi gjort klar til kaffetid – min søster med familie skulle komme på besøg for at fejre Alfreds fødselsdag (lidt forsinket), og så tog de også aftensmad med 🙂
Mens vi ventede på, at de skulle komme, fik jeg malet de 3 vindues-inddækninger ude i bryggerset, således de nu var færdige og klar til vindueskarme. Og det var ikke nogen super nem opgave, da der jo er sat møbler op ude i bryggerset…

1/9-19: Der males inddækning i bryggers.

Som der sidste fik jeg slebet lidt i inddækningen ved hoveddøren, samt spartlet det sidste. Og så fik jeg spartlet i inddækningen inde i det ene vinduesparti i stuen. Forhåbentlig skal det så bare slibes en sidste gang, inden det er klar til blå vand og maling.

Flemming og min far fik fuget mellem trippel-spærerne oppe på førstesalen, så der kunne blive lukket helt af.
Resten af aftenen gik med blog-opdatering samt afslapning 🙂 I øvrigt den første dag i september måned, hvor vejret mest af alt var gråt og køligt. Noget af et skift fra vejret om lørdagen…

Annie, 42 år gammel, eksportingeniør, gift og mor til 4 :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *