Projekt nyt hus

Uge 38, 39, 40: Høns & vores grund

En ny 3-ugers periode startede på den fede måde! De er i gang med at pløje vores grund. Så kan vi officielt snart gå i gang med at måle op, hvad der er vores, og begynde at planlægge alt det vi skal med grunden 🙂 Vejret var ikke fantastisk – men så er det jo godt, at man kan stå indenfor og kigge ud 🙂

21/9-21: Så bliver marken endelig pløjet.

Jeg plantede i slutningen af foråret adskillelige forspirede butternut-squashes ud i køkkenhaven, og nu kunne den første endelig høstes. Den ser stor ud – men det var den faktisk ikke. Cirka halv størrelse af dem man køber i butikkerne – men denne var fra egen høst. Så gør det knap så meget, at den var mindre – det blev alligevel til en god suppe 🙂

23/9-21: Den første butternut-squash fra haven.

Efter der nu var blevet pløjet, så kunne vi endelig gå i gang. Første ting blev at lave et spor hele vejen rundt – det kan nemlig også bruges til at cykle lettere offroad 🙂 Nedenstående er faktisk det samme billede, men hvor der er zoomet ind på det øverste, så man kan se at der er folk på billedet.

25/9-21: Der laves en sti hele vejen rundt om marken.

Hønsene blev hentet fredag 24/9-21 – samme dag som Oskar fik gipsen af armen – blev flyttet ind i deres nye hønsehus. Og allerede lørdag kunne vi samle det første æg ind. Det er da fantastisk 🙂

25/9-21: Det første æg 🙂

Lørdag bød på rigtig dejligt vej, hvilket der jo er længere og længere imellem på denne tid af året. Og dejligt vejr betyder, at jeg kan få vasketøj ud og hænge – det kan jeg godt lide. Det kommer til at snuse så skønt!

25/9-21: Dejligt vejr = vasketøj til tørre udenfor.

Mens jeg var afsted med de to store til karate, var der fuld gang i havearbejdet. Nogenlunde der hvor trillebøren står, var der et lille pæretræ, men der stod et skidt sted og blev overskygget af blommetræet, som man kan se bagved. Så det skulle væk, hvilket det kom sammen med en masse ukrudt. Dertil blev blommetræet beskåret lidt.

25/9-21: Have-arbejde!

Søndag gik formiddagen med at sætte hegnspæle for at markere hvor vores grund går til. Det tog lidt tid, men tror vi har ramt det meget godt. Bondemanden, som har marken til højre for, skal selvfølgelig ud og sige ok for det på et tidspunkt.

26/9-21: Så sættes der skel-pæle op.

Søndag blev også dagen, hvor hønsene endelig begyndte at bevæge sig ud af selve hønsehuset. De to hvide damer har været lidt nogle rabbenskralder – specielt overfor én af de andre høns, så de blev bestemt sat udenfor døren som de første 🙂 Og de virkede ret godt tilfredse med at komme ud og grave/prikke lidt i jorden.
Én af de brune var ret hurtig til at følge trop.

26/9-21: Så kom hønsene ud i gården 🙂

Hønsene var faktisk ret ligeglade med deres omgivelser – de havde travlt med at grave i jorden – men jeg skal love for at kattene fulgte overordentlig godt med i de nye beboere 🙂 Det var ret underholdende faktisk 🙂

26/9-21: Stor opmærksomhed på de nye beboere 🙂

Også Brownie var meget opmærksom.

26/9-21: Mere opmærksomhed på hønsene 🙂

Så kom flere af hønsene udenfor – de to hvide er lys succes; den brune (som der er to af) er isa brown; den sorte (som der også er to af) er en brunlægger, som skulle lægge chokoladebrune æg og den spættede (som der også er to af) er grønlægger, som skulle lægge lysegrønne æg 🙂 Sikke et middagsbord vi kan få, hva?

27/9-21: Så kom lidt flere høns udenfor 🙂

Og se nu der 🙂 et brunt og et lysegrønt æg – nej hvor det kører. Meeen de får nu også god mad, de høns. Jeg har læst at hvidløg skulle være godt mod utøj på og omkring hønsene, så flere gange om ugen får hønsene havregrød med hvidlægspulver og levertran 🙂 Og de er helt tossede med det. Og jeg ser det som en langsigtet marineringsstrategi 😀

27/9-21: Se nogle fine æg 🙂

Første gang rengøring i hønsehuset – så kan de ellers bare begynde at skide løs igen 🙂

1/10-21: Så blev der gjort rent i hønsehuset.

Vi har 3 æbletræer og mange flere æbler end vi har mulighed for at bruge. Dertil kan husstanden godt lide æblejuice, hvilket det bruges en god sjat penge på, da vi jo er 6 personer. Så der blev investeret i en frugtpresser, så vi kan lave vores egen æblemost.

1/10-21: Æblemost-presser samles.

Lørdag blev der samlet æbler ind – både fra jorden og fra træerne. Og så stod den ellers på æblemost-presning.

2/10-21: Så samles der æbler til at lave æblemost.

Det tog en del tid – først at få skåret trælse ting fra æblerne. Så over i en hakker, som hakkede æblerne i mindre stykker, og så videre over i presseren, så der kunne presses saft. Men hele familien var involveret i kortere eller længere tid, og det blev til ca. 3½ liter æblemost i alt – ikke dårligt 🙂

2/10-21: Så laves der æblemost. Det blev til ca. 3½ liter.

Jeg nåede også lige at få sat nogle hvidløg – så håber jeg på hvidløg fra egen avl til næste år. Ukrudtsmæssigt har jeg givet lidt op – jeg fjernet noget, når jeg lige føler for det.

2/10-21: Så fik jeg sat hvidløg.

Se lige her! Jeg er bare helt tosset med at kunne servere hjemmelavet æblemost (til morgenmad) samt bønner og gulerødder fra egen have til aftensmad – det smager bare bedre!

2/10-21: Nam nam – æblemost, gulerødder og bønner fra haven.

Vejret bliver mere og mere efterårsagtigt med dertilhørende blæst. Høns kan ikke lide træk, så Flemming fik sat et bræt op for udluftningshullerne, så det i hvert fald ikke trækker ind. Dertil har han sat lys op, som tænder når man kommer om til døren ind til huset.

3/10-21: Så blev lufthullerne lukket – så trækker det ikke.

Flemming fik hygget sig lidt med at rive blade sammen samt gå på inspektion ude på marken.

3/10-21: Der rives blade samt tjekkes jord 🙂

Lørdag i uge 40 kom onkel Lars på besøg, og det betød fodboldkamp med Oskar og Flemming på det ene hold og onkel Lars og Mia på det andet hold 🙂 Omend vejret var koldt, så var det flot 🙂

9/10-21: Fodboldkamp i haven.

Jeg fik lidt tid til at gå over ved hønsene. Jeg samler gerne lidt ukrudt sammen til dem, hvilket de er ret tossede med. Og så er det bare super hyggeligt at se på hønsene. De er så hyggeligt, og de ved også godt, at det er mig, der normalt kommer med den gode mad, så flere af dem kommer helt hen og spiser direkte af hånden. De nipper også gerne til mine snørebånd 🙂 Faktisk fløj en af de brune op på skulderen af mig en af dagene – måske jeg var for sen om at komme med havregrød 😀

9/10-21: Hønsene hygger sig 🙂

Onkel Lars havde sin drone med, og vejret var jo intet mindre end perfekt til at flyve med drone og tage billeder. Og det er altså super fedt at have billeder fra oven – det giver lige et andet perspektiv. Herunder får man en bedre fornemmelse af vores terrasse, indkørsel og lege-område.

9/10-21: Terrasse, hus og have set fra oven.

Herunder ses det første stykke af marken for enden af haven.

9/10-21: Der laves spor.

Flemming er i gang med at harve det første stykke jord for enden af eksisterende have. Det er i dét område, hvor der skal være køkkenhave, frugt buske mm.

9/10-21: Der harves på et lille stykke 🙂

Ovenstående set fra en anden vinkel.

9/10-21: Set ca. midtvejs på grunden og hen mod huset.

Og her ses dét stykke af grunden, som vi har haft til rådighed fra starten 🙂 Der er saft susme sket meget, siden vi overtog grunden for 3 år siden.

9/10-21: Hus og have set fra oven.

Og endelig et billede af hele vores grund. Der er godt med plads og masser af muligheder 🙂

9/10-21: Hele vores grund 🙂 Med huset nede for enden.

Søndag i uge 40 startede godt – med vafler. Der var så mange, at min søster, svoger og niecerne fik glæde af dem også 🙂

10/10-21: Der hygges med vafler 🙂

Annie, 42 år gammel, eksportingeniør, gift og mor til 4 :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *