Uge 39: Så lukkes der af!
Så kom ugen endelig hvor Niels-tømrer skulle komme og starte op på at få vores hus lukke af udvendigt! Det har jeg set frem til længe! Niels var på grunden lidt over kl. 7 og ikke længe efter kom mine forældre. Den første opgave blev at få sat stillads op, så min far og Niels kunne stå og arbejde sikkert.

Det første min mor startede med, var – sammen med min far – at få båret nogle flere sternbrædder ind i stuen, så min mor kunne komme til at male.

Selve opstarten med den lille kanap tog lidt tid. Der skulle sættes noget vindspærre-træ op først – helt oppe i spidsen. Der skulle også sætte noget net op for at lukke af for insekter mm.
Imens Niels ordnede det, tog min far imod gulvbrædderne til stue + køkken-alrum, som ankom fra Bauhaus med fragtmand.

I mellemtiden blev Niels klar til at skulle montere det første bræt, som altid tager lidt ekstra tid.

Men efter det første bræt gik det væsentlig hurtigere – også selvom tingene drillede lidt ind imellem. Det er jo et træhus, så tingene står altså bare ikke snorlige. Så der blev generelt målt, regnet ud, savet og fixet flere gange.

Indenfor fik min mor malet 7 nye indhentede sternbrædder for første gang. Brædderne suger voldsomt meget maling første gang, så det tager lidt tid at komme igennem 7 stk 🙂

Næsten ved siden af bræt-maleriet, var Jonas-murer gået i gang ude på badeværelset. Der skulle de sidste fliser klistres op. Og han startede med den nederset tilskårne flise.

Min mor havde lidt bøvl med ryggen, så hun slappet lidt af ind imellem. Dog fik hun også malet kanterne i inddækningen i det sidste vinduesparti i den store kanap – så kommer det til at gå lidt hurtigere med at male resten.

Imens gik det rigtig fint udenfor. Det har drillet lidt ind imellem, så det har taget lidt længere tid end oprindeligt estimeret – men så længe det går fremad… 🙂

Min mor hentede Mia i børnehaven, mens jeg hentede drengene i skolen, men inden da havde min mor lige nået at sende mig nogle billeder, som jeg dog først så, da jeg kom hjem – og der så jeg faktisk det hele ved selvsyn, hvilket var SÅ meget bedre 🙂 De havde simpelthen fået sat sternbrædder op også, og det ser bare SÅ godt ud. Og jeg er SÅ glad for, at min mor og jeg har fået malet sternbrædderne, før de er blevet hængt op!


Efter ved selvsyn at have set alt dét, der var lavet udenfor, smuttede jeg indenfor, så jeg kunne inspicere Jonas-murers arbejde, og det så da også bare rigtig godt ud! Han er skrap til det der, ham Jonas.

Jeg fik skiftet til arbejdstøj, og så gik min far og jeg og Flemming også i gang med at bære gulvbrædderne indenfor til midlertidig opbevaring i soveværelset. Imens sad drengene og lavede lektier, så jeg var ind imellem lige et smut forbi dem for at assistere lidt.

Og bliver lige nødt til at fortælle, at den trøje, jeg har på, hvor der står “Student 1997” naturligvis ikke er min! Det er én, jeg har lånt af én, der er meget ældre end mig 🙂

Derefter fik jeg lige hurtigt malet inddækningen, hvor min mor havde malet kanter. Jeg fik den malet første gang, og besluttede mig for ikke at male inddækningen i det andet vindue, da malerrullen trængte voldsomt til rengøring.

Imens var Flemming også kommet hjem, og han fik straks hentet de hvide brædder til rundt om vinduerne på førstesalen, så han kunne få sat dem op, mens stilladset var der. Og det kom da bare til at se SÅ meget bedre ud 🙂

Det var nogenlunde dét, der blev lavet mandag – men det var jo også nogle rigtig gode ting. Jeg tillod mig simpelthen at sidde og slappe lidt af om aftenen med at hækle – det får jeg ikke gjort så meget i for tiden.
Tirsdag fortsatte egentlig hvor mandag slap. Niels ankom omkring kl. 7 og ikke længe efter ankom mine forældre. Min mor ville egentlig være startet med at få malet nogle flere sternbrædder, men hun blev enig med Niels og min far om, at hun godt kunne nå at male nogle andre brædder hvide først. De skal bruges som underdækning ved udhænget.

Meeen min mor nåede også lige at male et enkelt sternbræt for 3. og sidste gang. Imens var Niels og min far gået i gang med at montere brædderne på siden af den lille kanap, og det drillede vist også lidt. Dertil var der lidt trange forhold…


Og så kunne man efterhånden godt begynde at se, hvor det bar henaf 🙂
Men hej hov… er vores hus mon ved at spise vores tømrer???

Nårh nej 🙂 Niels skulle bare lige ind og fixe det sidste.
Og så var det også blevet frokosttid.
Efter frokost fik min mor malet nogle flere brædder – vi har lidt travlt med at få dem malet hurtigt nok, inden de skal bruges, så al tiden udnyttes efter bedste evne.
Min far og Niels fortsatte med den sidste side på den lille kanap, og det drillede en hel del, da nogen ting var lidt skæve, så det tog lidt tid at blive færdige.
Imens var Jonas-murer ankommet og fortsatte inde på badeværelset. Planen var vist, at resten af fliserne skulle sættes op i dag, så de kunne blive fuget onsdag.

Da Jonas var færdig med hans arbejde, hyggede han med de to mellemste drenge med at cykle rundt udenfor – til stor underholdning for både drengene og os andre. Flemming var i gang med at trække noget kabel fra ude-pumpe-enheden til enheden indenfor.

Indenfor var jeg i gang med male brædder – og høre musik 🙂 Så kan man jo kun være glad!

Jeg har efter hånden malet så mange brædder, så jeg ikke altid har helt styr på, hvilke jeg har malet hvornår, og hvor mange gange. Men tror måske at brædderne på billedet her over er de samme, som dem på billedet herunder – men det står lidt hen i det uvisse 🙂

Jeg nåede lige at få dem malet, mens jeg stegte fiskefiletter til aftensmaden, og derefter fik jeg hurtigt skiftet tøj, da jeg skulle til træning. Flemming puttede børn – og fremviste huset for hans forældre og en af deres venner, som kom på lyn-visit.
Onsdag kørte videre i samme dúr. Niels og min far fik lavet den lille kanap færdig, og en af de sidste opgaver var, at min far fik malet lidt med hvid maling et par steder, hvor det trængte. Derefter fik han fuget rundt ved vinduerne – når nu stilladset stadig var der. Niels var der lidt senere, da han lige skulle ud og have byttet nogle alu-profiler til den rigtige slags.

Min mor fik malet nogle flere brædder til udhæng samt nogle sternbrædder for sidste gang.

Derefter fortsatte min mor over i skurvognen for at vaske en efterhånden ret stor opvask op. Og det skulle naturligvis også dokumenteres, så min mor forsøgte sig tilsyneladende som selfist 🙂 dog uden at få sig selv med.

Imens min mor fik klaret den enorme o pvask, var min far og Niels blevet færdige med den lille kanap, så de gik i gang med at flytte stiladserne om til den store kanap, og det var lidt af en opgave, da stilladserne var ret høje og tunge.



Men det lykkedes efter lidt møje og besvær at få det hele placeret ved den store kanap, så arbejdet kunne fortsættes deromme. Og så blev det endelig muligt at få taget et billede af den (næsten) færdige lille kanap. Der mangler nogle enkelte småting, men det kan klares med en stige. Men se nu bare her!


Det ser jo bare helt vildt godt ud 🙂
Jonas-murer var i gang inde på badeværelset, hvor han fik fjernet alle afstandsstykkerne mellem fliserne, så der kunne blive gjort klar til fugning. Og det begynder virkelig at se godt ud!

Mens Jonas var i gang på badeværelset, var min far og Niels i gang med den store kanap, hvor vi var startet op på alle de ting, der skulle klares, inden de kunne begynde at sætte beklædningsbrædderne op. Der skulle sættes nogle OSB-plader op mellem taget og vindspærren for at få dækket bedre af. Der kommer et billede, men det kan godt være lidt svært at se.

Min mor var i gang over ved garagen. Jeg havde aldrig nået at få den malet færdig, fordi der pludselig var ting inde i huset, der hastede mere. Men jeg tænker ofte på, at det ville være rart at få garagen malet færdig inden vinter – bare for at den er ekstra godt beskyttet. Men min mor gik simpelthen i gang med at male, da vejret viste sig fra den gode side. Og hun nåede faktisk det meste af et “fag” – eller hvad man nu skal kalde det.

Og det nåede hun inden frokost 🙂
Og Jonas-murer nåede også at få fuget resten af badeværelset, så der nu kun mangler en siliconefuge hele vejen rundt. Det kommer han og gør i næste uge.

Tirsdag aften havde jeg fået malet et bræt hvidt, som dog skulle have være malet brunt (som huset) istedet for. Det fik min mor rettet op på ondags, ved at få malet 4 brædder brune. De skal bruges til hjørnerne på kanapperne for at beskytte for vind og vejr.

Efter min far og Niels havde fået klaret alle “opstartstingene”, kunne de endelig gå i gang med at montere beklædningsbrædderne. Efter det første bræt var sat, så gik det ret hurtigt med at få monteret resten for forsiden op til toppen. Og derefter fik de så monteret stern-brædderne på udhænget.

Jeg nåede ikke rigtig noget som helst denne onsdag, da jeg var til samtale omkring Mia i hendes nye børnehaven lige efter arbejde, og efterfølgende hentede jeg Mia, for så skulle vi over på skolen for at tale med hendes kommende børnehaveklasselærer i forårsSFO’en (i Odense kommune starter børnehavebørn op i en såkaldt “forårsSFO” pr. 1. marts ca. et halvt år inden de starter i børnehaveklassen).
Jeg nåede dog at få malet nogle brædder for en eller anden gang, efter de tre yngste var puttet og Theodor lavede madpakker til torsdag.

Torsdag kørte Niels og min far videre på den store kanap – nu omme langs siden. Men for at kunne komme derom var det nødvendigt at få pakket vores ekstra-stillads ud, så det kunne stilles langs siden, så det på den måde var nemmere at arbejde dér.


Min mor fik malet de brædder, der skal bruges til kanap-hjørnerne for anden gang, mens de andre baksede med stilladset.

Efterfølgende fik min mor i bedste lærlinge-stil “lov til” at trisse rundt og rydde op efter “mester” og “1. lærlingen” 🙂

Da side-stilladset var kommet på plads, kunne Niels fortsætte med at få sat beklædningsbrædder op på siden af kanappen. Dertil har han fået savet lidt af spærrene, så sternbrædderne til siden kommer til at passe med sternbrædderne fra fronten.

Og fra side-stilladset var sat op og siden klargjort – ja, så tog det jo ikke voldsomt lang tid at få sat beklædningsbrædderne op, efterfulgt af sternbrædderne til siden.

Og selvom vejret så ret så truende ud, så holdt det relativt tørt det meste af tiden – det var som om at regnvejret fløj lige udenom os (i hvert fald ind til nattetide…)
Efter siden var lavet færdig kunne min far og Niels gå i gang med at få sat nettet mod insekter op, inden de kunne fortsætte med udhængbrædderne.

Jeg vil tro, at min far tog en kort “pause” fra kanappen, for min mor havde i hvert fået de sidste sternbrædder ind i stuen gennem vinduet – og det tænker jeg ikke, at hun kunne have gjort alene 🙂

Og hun fik også malet lidt – ét bræt blev malet for 3. og sidste gang og to brædder blev malet første gang.

Imellemtiden var Flemmings bror ankommet, og han smuttede straks ud og at sætte toilet op – men nok ikke fordi han var tissetrængende 🙂 🙂
Han fik også sat armatur-stangen til brusehoved/slangen op i brusenichen samt sat armatur op ude i bryggerset.

Udenfor var Niels så småt ved at pakke sammen – han skulle gå kl. 17. Imens han pakkede sammen fik min far eftermalet lidt med hvidt, hvor det lige trængte.

Og så nåede vi ikke så meget mere dén dag. Vi skulle nemlig ud til Flemmings forældre for at lave æresport, da de har guldbryllup om fredagen. Og efter æresporten var lavet, blev der serveret aftensmad, som jeg lige nåede at få en lille smule af, inden jeg skulle køre. Der var nemlig forældremøde i Oskars klasse.
Fredag morgen blev drengene kørt i skole, mens Flemming og Mia kørte ud til Flemmings forældre for at synge morgensang. Jeg skulle jo også have deltaget, men der var lidt trafikkaos, så jeg ankom først, da de var gået i gang med morgenmaden. Jeg fik mig et rundstykke og et par kopper kaffe, inden jeg smuttede igen for at køre på arbejde.
Flemming kørte hjem lidt senere – han havde fri. Mia blev hos mine svigerforældre, men endte vist med at hænge ud sammen med min svigerinde, svoger og nevø – men de hyggede sig rigtig meget 🙂
Ikke længe efter at Flemming var kommet hjem, ankom Jørgen-elektriker for at få lavet nogle flere udtag til stikkontakter.

Vores store nevø Mads (som er under udlæring til tømrer) kom også ud for at hjælpe Flemming på førstesalen, hvor de fortsatte med at isolere og sætte forskalling op. Flemmings bror Lars var der også, og han fortsatte ude på badeværelset, hvor han fik hængt håndvask-møblet op. Man begynder virkelig at kunne forestille sig det færdige resultat 🙂

Jeg kørte tidligt fra arbejde, da jeg havde en frisørtid kl. 13. Og ca. 2 timer – og kortere hår – senere fik jeg hentet drengene fra skole, så vi kunne komme hjem. Jeg havde fået sat en tøjvask over om morgenen, som jeg fik hængt op, efter jeg havde fået lagt dét sammen, så hang på stativet.
Derefter fik jeg brugt lidt tid på at opdatere blog – det havde der ikke rigtig været så meget tid til i løbet af ugen. Og fredag her var faktisk heller ikke en undtagelse, da vi skulle ud til mine svigerforældre for at spise aftensmad i anledning af deres guldbryllup. Så jeg fik ikke lavet noget husbyggeri-mæssigt. Men Flemming havde da noget lidt sammen med Mads på førstesalen.
Lørdag var der skolelørdag for drengene, så de blev kørt i skole til kl. 8 indtil kl. 10, hvor Flemming kørte Mia, min mor og jeg selv ind på skolen. Der var nemlig stor fejring i anledning af skolens 100 års fødselsdag. Og vejret var heldigvis helt som det skulle være. Ingen regnvejr – men derimod blæst. Og der skulle flyves med drager, så det passede jo helt perfekt 🙂
Vi fik alle spist noget mad. Theodor fik smedet en fin lille krog; Alfred suste rundt over det hele og fik prøvet at skyde med bue og pil, malet i hovedet og alt muligt andet; Oskar og Mia blev også malet i hovedet; Oskar fik prøvet nogle stylter, som spændes om skinnebenet; og Mia fik prøvet en ridetur på en sød lille brun pony 🙂 Alt i alt en rigtig hyggelig formiddag, hvor mændene havde tralvt derhjemme.
Mads-nevø var kommet igen for at hjælpe til på førstesalen, så de snart kunne blive færdige med det isolering. Der skulle isoleres det andet hjørne af den lille kanap, som ligger lige over trappen, som derfor blev spærret af. Så vi kunne ikke rigtig komme op og tage så mange billeder…


Så var det straks nemmere at se, hvad min far lavede. Han sad nemlig i bryggerset, hvor han fik monteret afløb under håndvasken, som vi kunne komme til at bruge den – ikke at der var koblet vand på, men det kunne bruges til at hælder noget ud 🙂

Flemming hentede drengene, min mor, Mia og jeg omkrin kl. 14:30, hvor vi tog hjem og fik en kop kaffe. Nogle af børnene var ret trætte (de var også kommet lidt senere i seng de sidste par dage), så de blev alle installeret i campingvognen med en tegnefilm. Mine svigerforældre ankom kl. 15 med æblekage, som min mor og jeg fik lidt af, inden vi kørte et smut i Rosengårdscentret 🙂 Jeg skulle ud og finde mig et sæt tøj til en kommende fest på arbejdet, og det lykkedes heldigvis at finde noget, som jeg rigtig godt kunne lide OG bruge ved flere lejligheder 🙂
Vi var hjemme igen omkring kl. 17.30, hvor vi straks gik i gang med aftensmaden, som heldigvis bare var rester, der skulle varmes.
Oppe på førstesalen havde de fået lavet det sidste hjørne i den lille kanap færdig, så det nu kun er den store kanap, der mangler at blive gjort færdig. Billedet herunder er taget lidt sent, hvor der ikke var helt så meget lys, men forhåbentlig kan man fornemme, hvad de nåede 🙂

Søndag valgte vi IKKE at tage i svømmehal. Vi havde ikke nået helt så meget i løbet af ugen, så svømmeturen blev udsat. Desuden skulle jeg over og gøre rent i Oskars klasse på skolen, og så skulle der også bages. Og så skulle alle børnene have et brusebad, eftersom vi nu ikke skulle i svømmehallen.
Mine forældre ankom fra morgenstunden. Vi var alle ved at få lidt nerver over, at der stadig ikke er lukket helt af for huset – specielt fordi vindspærren, som blev sat op for længe siden, ikke kan blive ved med at holde til vind og vejr. Dertil er Niels-tømrer sygmeldt i måske op til 14 dage pga. en operation. Så vi blev nødt til at gøre noget. Derfor blev fokus for min far, Flemming og min mor i dag at få sat vindstop op i den ene gavl på huset, samt få sat nogle hvide brædder op omkring vinduerne i den store kanap for at få lukket af.
Jeg startede med at vaske op – der var en ret stor opvask efterhånden, men med noget god musik, så var det ingen sag at vaske op 🙂 Bagefter fik jeg ryddet lidt op i køkkenet og bryggerset samt fejet begge steder, hvilket virkelig var tiltrængt!
Imens var de i gang udenfor med at få ryddet lidt op, så havebordet + stolene kunne blive flyttet.

De to yngste fik passende tøj på og kom udenfor, hvor det hyggede sig 🙂

Da jeg var færdig indenfor, tog Oskar og jeg afsted for at få gjort rent. Efterfølgende var vi lige et hurtigt smut i centret for at prøve at finde mig nogle nye sko, hvilket ikke lykkedes. Derefter var vi i Rema for at handle ind, og så var det hjem til frokost.
I mellemtiden var der blevet ryddet foran huset, og de havde fået flyttet stilladset derom, så de kunne komme til at montere vindstop.


Og det gik heldigvis rigtig godt. De blev færdige med at få det monteret på den ene gavl, og fik derefter flyttet stilladset tilbage til den store kanap. Flemming skulle nemlig have monteret de hvide brædder rundt om vinduerne for at få lukket af.


Min mor fik malet nogle brædder, der var blevet delt på langs, med den bruge maling. De skulle nemlig bruge til nederste halvdel af vinduerne på førstesalen. Beklædningsbrædderne går nemlig en lille smule længere ud end bjælkerne, og hvis ikke der blev monteret et ekstra bræt, så vil de hvide brædder rundt om vinduerne ikke kunne slutte tæt. Man kan faktisk godt se brædderne på billedet herover.
Min mor malede den side, hvor brættet var blevet delt, og jo derfor manglede maling.

Imens havde jeg travlt inde i huset. Jeg skulle have bagt muffins, som Mia kunne have med i børnehaven om mandagen, da det var hendes sidste dag i dén børnehave. Onsdag skulle hun nemlig starte i en ny børnehave samme sted, som drengene går i skole. Pågældende skole er tættere på vores nye hjem OG det bliver forhåbentlig også en nemmere skolestart for Mia, når hun skal starte marts 2020.

Min far havde ligesom min mor og Flemming travlt udenfor. Han fik fuget flere af de vandrette kanter ved de hvide brædder omkring vinduerne. Det er også de flader, der er mest udsat for regnvejr, der trækker ned. Min far nåede at få fuget omkring halvdelen af vinduerne.

Flemming og min far fik også trukket det andet stillads om til den anden endegavl – ud mod haven – for at gøre klar til at der kan monteres vindstop der også.
Mine forældre kørte omkring kl. 17 over til min søster. Mens jeg fik lavet mad, var Flemming udenfor i det trælse vejr og montere de hvide brædder rundt om vinduet.

Det kunne jeg se derfra, hvor jeg stod og malede inddækning ved vinduerne. Jeg nåede begge inddækninger vi de to store vinduer – så nu er det ene vindue færdig, og jeg mangler kun at male en sidste gang ved det andet vindue! Så er alle inddækninger i vinduerne i køkken-alrum og stue malet færdige 🙂
Og det var også sidste opgave fra mig – altså udover at få opdateret lidt på bloggen, som jeg var lidt bagud med pga. alt dét, der var sket i løbet af ugen.
