Uge 44: Farvel skurvogn
Mandag var mine forældre tilbage på matriklen – så nu skete der virkelig noget igen 🙂 Niels-tømrer var der ikke mandag, så mine forældre fik tiden til at gå indenfor. Min mor begyndte at flytte tøj fra skurvognen over i huset. Vi har jo været ved at gøre soveværelset klar, så det kan blive midlertidig garderobe.

Min far gik i gang med at måle ud til fodlisterne til soveværelset, og fik gjort den første klar. Desværre ville den elektriske sømpistol ikke lige virke, så min far kunne ikke få listerne gjort fast til væggen.

Mens min mor var over hos min søster for at hjælpe hende med noget i haven, fortsatte min far med en anden opgave – nemlig at fixe de to øverste skuffer ude i badeværelset. Afløbet under håndvasken fylder lidt mere end der er plads til for skufferne, så min far kunne lige fixe det ved at lave et lille indhug i skuffen. Og det blev bare super godt 🙂


Da min mor kom tilbage ved frokost-tid, fortsatte hun med at få malet nogle flere stern- og underlægningsbrædder. Inden længe når min far og Niels om til den sidste endegavl på garagen, og der skal helst også være malede brædder klar til der. Og efterfølgende langs siderne af både hus og garage.

Min mor nåede også at få givet inddækningen ved vinduet på badeværelset blåt vand, så det nu er klar til en gang maling.

Efter min far var færdig med skufferne ud til badeværelset, gik han op på førstesalen for at lægge gulv på Mias værelse, som var det sidste værelse (udover det disponible rum), der manglede at få lagt gulv. Og min far er jo efterhånden i træning med at lægge gulv, så det kørte bare derudaf.

Mens min far havde travlt oppe på førstesalen, fik min mor ryddet lidt op nedenunder. Da jeg kom hjem fra arbejde, fik vi nærstuderet opvaskemaskinen lidt, og fik den sat til med en prøve-vask. Og det gik så fint, så vi kunne fylde maskinen op efter aftensmaden (som min mor havde lavet hjemmefra om søndagen, og som vi indtog sammen med min søster, svoger og to niecer – hyggeligt 🙂 ), og så fik den lov til at køre sin første opvask 🙂

Flemming havde været forbi og købe en ny sømpistol, som min far straks fik afprøvet på den fodliste, som han havde gjort klar inde i soveværelset 🙂 Og den fungerede helt fint.
Jeg sluttede mandagen af med at tage til forældremøde i Theodors klasse – så har jeg også været hele vejen rundt i den forgangne uge…

Tirsdag var Niels-tømrer på pletten igen, og min far og Niels gik straks i gang med at få lavet endegavlen på garagen færdig – og vejret viste sig absolut fra den meget fine side, omend det var temmelig koldt.
De startede med at få monteret insektnet, inden de fortsatte med at montere underlægningsbrædder.

Imens fortsatte min mor arbejdet med at tømme skurvognen. Og det var ikke en helt nem opgave, da vi med tiden havde fået stuvet en hel del ting og sager derind…

Jeg tror, at min mor trængte til en lille pause fra skurvognstømningen – i hvert fald fik hun også malet nogle stern- og underlægningsbrædder færdige 🙂

Udenfor gik det rigtig fint – de var blevet færdige med at montere underlægningsbrædder på det ene udhæng, og da min mor var ude for at tage billeder, var min far i gang med at efter-male diverse skrue-huller og andre steder, hvor der lige var brug for en klat maling.

Niels havde bevæget sig indenfor (måske for at få lidt varme i hænderne), hvor han fik monteret døren ind til soveværelset 🙂


Min mor havde for samlet lidt energi til at fortsætte i skurvognen, for hun havde i hvert fald fået tømt skurvognen godt og vel. Der var ikke mange sager tilbage efterhånden.

Da Flemming kom hjem fra arbejde, fik han og min far tømt det sidste ud af skurvognen, så den kunne være klar til afhentning onsdag.
Jeg fik sammen med min mor lavet aftensmad. Og da aftensmaden var indtaget kørte mine forældre over til min søster, og jeg gjorde mig klar til at tage til træning.
Onsdag var Niels der igen fra morgenstunden. Den første opgave for min far og Niels var at flytte stilladset om til den sidste endegavl, så den også kunne blive lukket.

Det var simpelthen så flot vejr, så min mor fik taget nogle stemningsbilleder udenfor 🙂 Det er det fede ved at være kommet lidt ud på landet – der er nogle fantastiske udsigter – og det kommer vi til at skulle kigge på mange gange – fantastisk 🙂



Da min mor var færdig med at nyde synet, gik hun indenfor, hvor hun fik rengjort skufferne ude på badeværelset, så jeg kunne få fyldt en masse ting i skufferne 🙂 Og det fik jeg faktisk også gjort, da jeg kom hjem fra arbejde.

Udenfor gik det så godt, at der pludselig ikke var flere af de brunde brædder tilbage i bunken udenfor. Heldigvis var der et mindre lager indenfor i garagen, som “bare” skulle fiskes ud derindefra. Heldigvis er der generelt brune brædder nok til at blive færdig med endegavlene.



Efter de havde fået flere brædder ud, kunne de jo fortsætte med at hænge brædder op på den sidste endegavl, og det kørte også bare på skinner for dem, og wupti var de færdige med at sætte de brune brædder op inden kl. 15.

Det bliver saft susme fint!
Imens var Flemmings forældre ankommet, og ikke længe efter ankom Boye-entrepenør, som skulle hente skurvognen og køre den tilbage til rette ejermand. Der skulle dog lige omrokeres på nogle materialer, før det blev muligt at komme til skurvognen, så den kunne flyttes.


Og så blev det muligt at komme til skurvognen, så den kunne blive trukket ud til varebilen.


Og så var det farvel til skurvognen, som vi havde haft stående siden 1. marts – altså hele 8 måneder. Så det var faktisk lidt mærkeligt at se den køre væk… Men det var fedt, for det betød også at vi nu er ét skridt nærmere at kunne flytte ind i huset 🙂
Jeg tog fra arbejde lidt tidligere end normalt, da jeg lige skulle have de to mellemste til tandlæge-tjek. Så vi var hjemme lidt tidligere end normalt, men det betød også at jeg fik lagt noget tøj på plads og fyldt toiletartikler fra papkassen over i skufferne 🙂
Om aftenen var vi sammen med mine forældre og min søster, svoger og niecer til et fælles-arrangement i et forsamlingshus, hvor der var italiensk aften med italiensk mad – rigtig lækkert og rigtig hyggeligt 🙂
Torsdag kunne Niels ikke være her, så min mor og far ankom lidt senere, og fik lavet forskellige ting indenfor. De startede dog med at få båret de malede underlægningsbrædder over i garagen, så de ikke lå og fyldte op inde i stuen.

Og bedst som de havde fået slæbt alle de malede brædder over i garagen, så kom der sørme lige en fragtmand med et badekar. Ret godt pakket ind 🙂 Så skal det bare slæbes indenfor, hvilket nok bliver lidt en opgave…

Da det var vel modtaget, gik min far indenfor for at fortsætte monteringen af fodlister i soveværelset.

Dét jo var relativt hurtigt overstået. Vejret viste sig fra den pæne side, så min far besluttede sig for at begynde at save OBS-plader til, som han efterfølgende kunne montere inde i viktualierummet. Og han blev også færdig med OSB-pladerne, så der kun kun mangler gips-plader og loft – og selvfølgelig lidt spartling og maling 🙂


Min mor fik malet brædder indenfor – det er hun efterhånden ved at være meget ferm til 🙂 Dog var hun snart ved at løbe tør for maling, så jeg skulle snart ud og have købt noget mere.

Min mor var også ude og handle, og fik også købt lidt ind til vores aftensmad 🙂 Dejligt. Da jeg kom hjem fra aftensmad, fik jeg et mindre flip over bryggerset, som rodede overdrevent meget – så min mor og jeg fik ryddet op. Desuden var der et eller andet, som lugtede, hvilket viste sig at være noget reb, som Flemming og jeg havde brugt til at bære en kommode ind i soveværelset fra garagen. De reb blev straks smidt udenfor. Og bryggerset endte med at blive helt pænt 🙂
Da Flemming kom hjem, gik han i gang med at få pakket badekaret ud af indpakningen, så vi kunne få badekarret indenfor. Det var ret koldt udenfor, og ikke super nemt at få badekarret ind på badeværelset. Der var ikke mange centimetre at gøre godt med. Men det kom ind 🙂

Fredag var Niels igen på pletten, og han og min far fortsatte med udhæng på den sidste garage-gavl. De var blevet færdige med de brune brædder, så turen var kommet til sternbrædderne.

Nogle af brædderne var lidt skæve, så det var nødvendigt at skrue en lille klods på for at få dem tvunget lige.

Indenfor fik min mor ryddet lidt op – tørret bordet af, fejet gulvet og tømt opvaskemaskinen. Også nogle opgaver som er super rare at få ordnet.

Det er efterhånden blevet lidt koldt udenfor, hvilket også betød, at det var nødvendigt at varme tagpap’en op, inden det overskydende kunne skæres af – ellers var der risiko for, at det ville knække, og dermed gøre taget utæt – det ville vi absolut ikke have!

Min mor var indenfor, hvor hun fik malet nogle flere brædder. Men der gik ikke så lang tid, før hun blev nødt til at stoppe, fordi der ikke var mere maling tilbage.

Da min mor ikke kunne male mere, så måtte hun jo finde på noget andet. Så hun gik op på førstesalen, hvor hun fik sat en strimmel vindstop op omkring Oskars vinduesparti, så hun efterfølgende kunne få stoppet lidt isolering ind.
Efterfølgende fik hun lagt et lag beskyttende pap ud over gulvet på Mias værelse for netop at beskytte gulvet.

Udenfor gik det godt trods det kølige vejr. Selvom det tog lidt ekstra tid, så lykkedes det min far og Niels at få varmet tagpap’en op, så de kunne få skåret det overskydende af, og derved kunne komme til at montere sternbrædder. Derefter fik de sat insektnet op under underlægningsbrædderne.

Efter frokost fortsatte de med at få sat underlægningslisterne op, så de kunne blive helt færdige med udhænget.

Og en af de sidste opgaver for Niels var at montere alu-skinnen mellem selve taget og sternbrædderne.

Imens fik min far monteret nogle mindre træstykker, som skal bruges, når det sidste af underlægningsbrædderne skal monteres i forbindelse med at siderne af garagen skal laves.

Min mor hentede alle børnene fra skole og børnehave. Jeg skulle et hurtigt smut ind i centret og efterfølgende til maleren for at hente noget mere maling til sternbrædder. Da jeg kom hjem, kørte mine forældre over til min søster og svoger, og jeg fik lavet aftensmad.
Lørdag startede tidligt, da der var basar-arbejdsdag over på skolen, og jeg havde lovet at komme. Jeg tog Mia med – det ville hun gerne 🙂 Min mor havde lovet at køre de to store drenge ind til karate, når jeg nu ikke kunne.
Mia og jeg var over på skolen indtil ca. 12.30, hvor vi kørte hjem igen.
Herhjemme havde Niels, min far og Flemming været i gang oppe på førstesalen. Niels havde fået monteret en god sjat forskallingsbrædder i loftet, så han kunne komme til at montere nogle troldtex-plader dér, hvor der var ventilationsudløb. Der skulle nemlig troldtex på, før der kan komme kappen på, så der kan blive lukket af, og det er vist nødvendigt for at kunne få lavet en tæthedsprøve af huset. Eftersom hverken jeg eller min mor var hjemme, så blev der ikke rigtig taget nogen billeder…
Mens ovenstående stod på fik Flemming lagt gulv i det disponible rum – det sidste rum, der manglede. Det ser bare så godt ud 🙂

Da Mia og jeg kom hjem fra skolen, tog Flemming og Oskar i Silvan for at hente et eller andet. Min mor, jeg selv og de 3 andre børn tog i IKEA for at finde lidt forskellige sager til køkken og badeværelse. Der var desværre RIGTIG mange andre, der havde fået samme gode idé, så det var et lidt hektisk besøg, og både min mor og jeg var glade, da vi kunne køre hjemad igen. Vi havde fået Flemming til at handle ind til aftensmad, da han kørte hjem fra Silvan – og det var vi super glade for, da vi var på vej hjem 🙂
Mens min mor og jeg lavede aftensmad (vi fik byg-selv-burgere til aftensmad – det er bare altid lækkert 🙂 ), fik Flemming og min far båret hele 32 OSB-plader op på førstesalen – og OSB-plader er ikke helt lette, så det var et hårdt stykke arbejde!

Søndag sov jeg lidt længere (= ca. 8… :-o) – egentlig lå jeg bare og var lang tid om at vågne – men det kan jeg også rigtig godt lide, og det sker ikke så tit 🙂
Flemming kørte til bageren efter rundstykker, og imens kom min mor. Min far skulle et smut til Horsens med skydelauget. Efter morgenmaden gik min mor i gang med at male brædder – jeg havde jo fået købt mere maling 🙂

Jeg havde fået sat en tøjvask over, så jeg skulle lige have lagt noget tøj sammen, så nyt kunne blive hængt op. Der var ikke lige nogen til at tage billeder af denne vigtige opgave – så det gjorde jeg selv 🙂 Helt uden filter – ses vist tydeligt 🙂

Imens gik Flemming i gang med at samle den reol og håndklædetørrestativ, som jeg havde købt om lørdagen i IKEA, og han fik god hjælp af de to mellemste.


Imens sad Theodor og Mia og hyggede sig med at bygge med lego 🙂

Da jeg var færdig med at lægge tøj sammen og på plads, gik jeg over for at skifte sengetøj i campingvognen – og det tager altså lidt tid, når der er 6 sengepladser! Det er faktisk ret god motion 🙂
Da jeg var færdig med det, hjalp jeg min mor med at bære lidt flere brædder over i garagen. Og så fik jeg pakket halloween-tingene sammen, så de kunne komme på loftet.
Derefter gik jeg ind for at dække af ved de huller i soveværelset, der var blevet lavet for at finde ledninger. Jeg havde spartlet et par gange, men der skal et par gange mere til. Nu er der jo kommet gulvtæppe og lister på, så de skulle lige beskyttes, inden jeg kunne få spartlet en ekstra gang.

Efter min mor og jeg havde flyttet nogle brædder over i garagen, blev der frigivet lidt plads, så min mor kunne komme til at male lidt flere brædder.

Oppe på førstesalen fik Flemming monteret den sidste lille stribe gulv, der manglede.

Ved middagstid tog vi ud til Flemmings forældre (min mor blev kørt over til min søster) for at spise frokost. Efter frokost fik Flemming skiftet dæk på den store bil til vinterdæk. Derefter kørte Theodor og jeg hjem, hvor jeg fik ordnet noget mere vasketøj 🙂
Flemming fik også skiftet til vinterdæk på den lille bil, og han havde de tre mindste børn med hjem. Mia faldt i søvn på hjemvejen, og sov videre da de kom hjem. Jeg fik alle børn i bad og forberedt aftensmad.
Min aften gik med at skrive denne uges oplæg på bloggen færdig samtidig med at jeg hørte en masse god musik 🙂