Projekt nyt hus

Uge 49: Gips på førstesalen

Så kom vi ind i december måned, og kunne denne mandag også fejre yngste-sønnikes fødselsdag 🙂 Men tilbage til hverdagen betyder også, at det går ret stille og roligt mht. hus-byggeriet. Dog er Flemming ret god til at få lavet noget om aftenen. Jeg får hovedsageligt taget mig af madlavning, lidt oprydning og tøjvask.
Vi fik fejret Oskars fødselsdag med en gang sushi – det er også frygtelig lang tid siden, vi sidst har fået det, men når man har 4 børn, som godt kan lide sushi – ja, så bliver det hurtigt ret dyrt 🙂
Om aftenen nåede Flemming op og sætte gipsplader op på Alfreds værelse.

2/12-19: Der sættes gips-plader op på Alfreds værelse.

Tirsdag nåede jeg ikke rigtig andet end at få hentet børn samt lavet aftensmad. Jeg tog afsted lidt tidligere end normalt til træning, så jeg kunne få 2,5 times træning istedet for 1,5 time. De to ældste og jeg selv skal til graduering på søndag, og jeg havde nogle ting, som jeg lige skulle have styr på.
Derhjemme fik Flemming puttet de tre yngste børn, og derefter begyndte han at lægge gulv inde i vikualierummet. Og han blev faktisk færdig lige inden jeg kom hjem fra træning 🙂 Så nu mangler der faktisk kun at blive sat loft op og en skinne i gulvet – så er viktualierummet også færdigt 🙂

3/12-19: Så er der lagt gulv i viktualierummet 🙂

Onsdag fik Flemming hængt hans fine hjemmelavede toiletrulle-holder op ude på badeværelset. Og der hænger den altså fint og pynter 🙂

4/12-19: Toiletrulle-holderen sættes op 🙂

Efter aftensmaden fortsatte han oppe på førstesalen med at sætte gipsplader op. Og han når faktisk en god del i løbet af sådan en times tid til halvanden 🙂 Men det er godt, at der er opfundet arbejdsbelysning!

4/12-19: Og bagefter fortsættes der med at sætte OSB-plader op.

Onsdag nåede jeg ikke rigtig så meget andet end at ordne aftensmad og oprydning. Og lidt hækling naturligvis 🙂

Torsdag nåede hverken Flemming eller jeg noget andet end almindelige huslige pligter. Men sådan er det altså bare en gang imellem, når man har en hverdag, der skal hænge sammen med jobs, skole, børnehave og 4 børn 🙂

Fredag gik Flemming lidt tidligere fra arbejde, så han kunne komme hjem og hænge mere gips op på førstesalen, mens der var dagslys.
Jeg var hjemme med børnene til normal tid, hvor Flemming hapsede den store bil, så han kunne køre i Daells Bolighus for at hente vores nye mega-fede spisebord. Vi faldt over bordet (og det gjorde ikke ondt!!), da vi var ude for at finde vores nye sofa – og der var jo black-friday-tilbud, så det kunne vi simpelthen ikke stå for. Nu kommer der et billede af bordet, som Flemming fik samlet fredag aften – men billedet gør altså ikke helt nok for bordet, som virkelig er super flot!!! Vi har også købt nye spisestole, men de er endnu ikke taget i brug. Jeg skal nok tage et billede senere, hvor det hele er sat fint op 🙂
Fredag fik jeg også flyttet en hel del ting fra bryggerset og køkkenet ind i viktualierummet, så det kunne komme til sin ret, og så vi kunne få ryddet lidt op i bryggerset 🙂

6/12-19: Et styk nyt mega fedt spisebord 🙂

Lørdag skulle de to ældste af børnene og jeg til karate-træning – som sædvanligt. Og det var ekstra vigtigt i dag, da der var prøve-graduering.
Ikke længe efter at vi var kørt, ankom Niels-tømrer. Han og Flemming skulle op på førstesalen for at sætte gips op – fortrinsvist på de skrå vægge. Og det gik ret godt for dem – inden vi kom hjem fra træning kl. ca. 11.30, havde de fået sat gips op i to af børneværelserne, så de to værelser nu stort set var gips-færdige – der mangler kun inddækningen omkring vinduerne.
Og så var de i fuld gang med det 3. børneværelse.
Vi fik frokost, og efter frokost kørte jeg de to store over til en lege-aftale. Mine svigerforældre, som var ankommet tidligere på dagen, tog de to mindste med hjem til en kort “ferie” med overnatning. Det benyttede jeg mig af, så jeg tog et smut i centret for at få købt mig et par nye sko (meget tiltrængt!) samt nogle julegaver. Der var 30% på lego – så det kunne jeg lige benytte mig af 🙂
Hjemme igen var Niels og Flemming stadig i fuld gang oppe på førstesalen – nu var de blevet færdige med alle børneværelserne, og var gået i gang ude i fællesrummet. Jeg fik lige klaret en hurtig opgave med at flytte nogle troldtex-plader fra ét rum til et andet.

7/12-19: Der sættes gips op på skrå-fladerne.

Derefter gik jeg ned og bagte småkager – det skal jo også passes. Jeg havde faktisk allerede bagt en portion choko-snitter, men de var ved at være væk, så der måtte lidt flere til. Det har jeg altså ikke fået taget billede af…
Jeg havde købt noget nemt ind til aftensmad fra en slagter, og det var ret godt, for jeg var først færdig med småkagerne kl. 17:30, hvor jeg så skulle skynde mig over efter drengene fra lege-aftalen, og så hurtig hjem og lave aftensmad. Inden jeg kørte fik jeg dog taget et par billeder af det arbejdende folk på førstesalen 🙂

7/12-19: Der måles og skæres og hænges op.
7/12-19: Meget gips er hængt op – nu mangler kun det sidste.

Lørdag aften sluttede ikke så sent, for vi skulle ikke for sent op søndag morgen. De to ældste og jeg selv skulle nemlig til graduering denne søndag.
Vi kørte hjemmefra kl. 8.15, og skulle køre en god halv time, inden vi var der. Først skulle “mit” hold op – de mindste børn (5-8 år); derefter de store børn (blandt andet mine to drenge) og til sidst de voksne (blandt andet mig). Det var for mit vedkommende en times hård træning, men jeg fik dén sorte snip, som jeg var gået efter (har ikke kunnet træne helt så meget denne sæson grundet husbyggeri…) og drengene fik nye bæltefarver (Theodor fik 9. kyu = hvid/gult bælte; Alfred fik 7. ho (=en halv grad mellem to hele) = gult bælte med 4 røde snipper) – se mere på www.iogkf.dk hvis I får lyst 🙂

8/12-19: Graduering veloverstået 🙂

Hjemme på matriklen var mine svigerforældre ankommet med de to mindste, som havde hygget sig.
Flemming var oppe på førstesalen, hvor han fortsatte med at hænge gips op på de lodrette vægge i fællesrummet, og det gik ret godt. Hans far kvitterede med selskab og spartling af skillevægge. Ydervæggene skal ikke spartles før der har været tæthedsprøvning af huset.

8/12-19: Mere gips kommer op – og der spartles.
8/12-19: Udsynet til den anden side af kanappen.

Efter jeg lige havde ligget et kvarter på sofaen, gik jeg i gang med at rydde lidt op inde i stuen/køkken, så vi kunne få gjort lidt mere pænt til at få pyntet lidt op til jul. Jeg nåede noget oprydning – havde sat drengene til også at rydde lidt op – og det gjorde de også – lidt. Vi var vist alle lidt små-trætte…
Resten må blive ryddet op i morgen.
Jeg skulle nemlig også lige nå at bage pebernødder. Mia og Oskar ville gerne hjælpe, og det fik de lov til (selvom jeg egentlig hellere vil klare det selv – det går hurtigere). Men de hyggede sig, og fik lavet en masse pebernødder. Jeg lavede faktisk en lille portion uden æg, fordi en pige i Mias børnehave ikke tåler æg – så tænkte jeg at hun også skulle have lidt jule-bageri 🙂 Håber hendes forældre er ok med det.
Resten af aftenen gik med at få opdateret på bloggen her for mit vedkommende, og Flemming fortsatte oppe på førstesalen med at hænge gips op.
Glædelig anden søndag i advent til jer alle 🙂

8/12-19: Glædelig anden søndag i advent.

Annie, 42 år gammel, eksportingeniør, gift og mor til 4 :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *