Projekt nyt hus

Uge 51: Klar til jul

Mandag var mine forældre her stadig, så de tog over til os fra morgenstunden. Min mor gik i gang med at få isoleret det sidste i hjørnet ude på badeværelset på førstesalen. Der manglede lige det sidste.

16/12-19: Isoleret ved badeværelset.

Da min mor var færdig med det, gik hun ind for at støvsuge ved inddækningerne inde på de to af børneværelserne. Tømrer Søren skulle nemlig komme tirsdag for blandt andet at lave inddækning ved vinduespartier på to børneværelser.

16/12-19: Der støvsuges på førstesalen.

Da min mor var færdig ude på badeværelset, kunne min far bedre komme til, og han fik startet op på at lave reglar-konstruktion omkring cisternen ude på badeværelset. Det var noget af et måle- og savearbejde, men det havde min far heldigvis ret godt styr på 🙂

16/12-19: Igang med reglar-konstruktion.

Det tog lidt tid at få klaret det, men da først reglar-konstruktionen var på plads, så tog det ikke helt så lang tid at få efterisoleret samt sat OSB-plader op. Han blev ikke helt færdig med OSB-pladerne – men næsten.

16/12-19: Der sættes OSB-plade op.

Flemming nåede ikke rigtig noget på huset. For det første var han lidt sent hjemme fra arbejde, og for det andet skulle vi alle ind i domkirken sammen med børnene til juleafslutning. Det er noget skolen afholder hvert år. Det er en ret hyggelig tradition, omend en anelse hektisk med 4 børn. Theodor skulle op og optræde sammen med 6.+7. klasses stryge-orkester (violiner) og Alfred skulle sammen med 4.+5. klasse op og synge kor. Begge dele lød super godt!
Mens vi var derinde, så var Jørgen-elektriker hjemme hos os, hvor han var i gang med at fixe korrespondancen nede i køkkenet, samt få klargjort til røg-alarmer samt at vi kunne få hængt en lampe op over spisebordet.

Tirsdag kom Søren-tømrer for at hjælpe os med at blive klar til jul – og mere færdige med huset 🙂 Han kom fra morgenstunden, og Flemming fik talt med ham, inden han kørte på arbejde. Det resulterede i, at min mor skulle ud og handle forskellige ting ind i byggemarkeder. Hun endte med at købe noget forkert, så hun måtte afsted igen. Faktisk endte min mor med at køre en hel del rundt denne dag. Min mor var også ude for at købe noget speciel folieklæb til ventilationsrør. Det var ikke tætnet godt nok til en trykprøvning. Så da min mor havde købt det, så fik min far og Søren monteret det ved ventilationsrørene på førstesalen. Mens de ventede på min mor, fik de pillet loftspladerne af, så de kunne komme til.
Øverste billede herunder viser hvordan det så ud, og nederste billede hvordan det kom til at se ud efter folieklæb var monteret. Så skulle der være klar til trykprøvning lige på de punkter.

17/12-19: Ekstra tætning omkring ventilationsrør.

Efter de havde fået monteret folieklæb ved de seks ventilationsudløb på førstesalen, gik de i gang med at montere troldtex-plader inde på to af børneværelserne. Og det gik faktisk ret god for dem.

17/12-19: Der sættes loft op på et børneværelse.

Min far nåede også at lave det færdigt inde på badeværelset – opsætning af OSB-plader omkring reglar-konstruktionen.

17/12-19: Badeværelse beklædt med OSB.

Jeg nåede ikke rigtig noget tirsdag udover at få ordnet aftensmad og ryddet op efter det. Min mor havde handlet ind til boller i karry, og der var nok til to dage, så vi kunne få nemme rester onsdag – jeg ELSKER rester 🙂
Jeg tog til træning tirsdag efter – nogenlunde samtidig med at mine forældre vendte snuden hjemad igen.
Flemming fik lavet lidt arbejde tirsdag aften efter børnene var blevet puttet.
Han fik fjernet en side af inddækningen i et af vinduespartierne i stuen. Det viser sig, at det ikke er blevet lukket ordentlig af omkring vinduerne, specielt neden i bunden, hvor der slet ikke er blevet fuget. Så det skulle fixes, og det kunne bedst gøres ved at få fjernet noget af inddækningen ved alle vinduerne (som går helt ned til gulv). Så kan Søren-tømrer nemlig komme til at fixe aflukningen omkring vinduerne ordentlig.

Onsdag var der ikke nogen hos os. Jeg fik ikke lavet noget – jeg har været meget træt den sidste tid, og det hele er begyndt at tære lidt på mig. Jeg er ved at være ladet helt ned, og det betyder også, at min energi går på arbejdet samt at ordne aftensmad og vasketøj hjemme. Så det er Flemming, der står for stort set al husbyggeri-arbejdet herhjemme, mens jeg prøver at klare mig igennem bedst muligt.
Jørgen-elektriker kom onsdag aften (mens jeg stenede godt og grundigt i sofaen!), hvor han og Flemming fik lavet lys inde i viktualierummet. Flemming fik også sat loft op, så nu er viktualierummet så godt som færdigt. Der mangler bare lidt fodlister, og så skal der laves nogle andre hylder på et tidspunkt – senere.

18/12-19: Så er der også loft i viktualierummet.

Dertil fik Jørgen også trykket nogle ledninger og ordnet noget el-halløj oppe på førstesalen 🙂

18/12-19: Der trækkes ledninger på førstesalen.

Torsdag var Søren-tømrer her. Han og Flemming nåede lige at få talt sammen, inden Flemming tog på arbejde, for Søren skulle være i huset alene, mens vi andre var på arbejde. Men han fik lavet en hel del.
Han fik lavet inddækning ved Velux-vinduerne i loftet i den store kanap på førstesalen.

19/12-19: Inddækning ved Velux-vinduer.

Dertil fik han også lavet inddækning ved de to vinduer inde på børneværelserne. Dertil fik han startet op på at lave inddækning ved den ene dør i den store kanap, men blev ikke færdig.

19/12-19: Inddækning ved dør i to børneværelser.

Søren fik også monteret den sidste lille strimmel troldtex-plade inde på de to værelser.

19/12-19: Og loft er også monteret 🙂

Om aftenen fik Flemming gjort det sidste klar ved vinduespartierne i stue samt køkken-alrum, så Søren kunne komme til det om fredagen.
Fredag havde Flemming fri. Søren kom og Flemmings bror, Lars, kom også – så der skete en hel masse denne dag.
Brormand Lars’ projekt var kosteskabet, som han fik malet to gange. Dertil fik han monteret loft og nogle træ-stykker, hvor der kunne lægges en hylde op på. Han fik også savet de to hylder, som også blev monteret (det fik jeg dog bare ikke taget billede af).

20/12-19: Kosteskab malet og fået loft.

Flemming fik monteret en OSB-plade over i hjørnet i bryggerset ved el-installationen, så der kunne blive lukket af der. Så mangler der efterhånden kun at blive lavet det sidste af loftet – men det kan først blive når resten af varmepumpen (genveksen) bliver færdiggjort).

20/12-19: Det sidste i bryggers dækkes med OSB-plade.

Oppe på førstesalen havde Søren også travlt. Han fik sammen med Flemming monteret de to døre ind til to af børneværelserne. Der mangler selvfølgelig stadig dørkarme – men det kommer senere. Der skal lige spartles og males først, hvilket først kommer til at ske efter en trykprøvning af huset, hvilket nok bliver i starten af det nye år.

20/12-19: Døre ind til to børneværelser.

Dertil fik Søren lavet inddækning ved det ene vindue i den store kanap.
(Bemærk det fine lysende lille juletræ i haven 🙂 )

20/12-19: Inddækning ved dør i den store kanap.

Flemming havde jo brugt nogle aftener på at pille noget af inddækningen ved de 4 vinduespartier i stue og køkken-alrum af, så der kunne blive fuget og lukket ordentlig af. Det fik Søren og Flemming også klaret fredag. Virkelig fedt at det blev ordnet.

20/12-19: Inddækning pillet af, så der kan tætnes ordentligt.
20/12-19: Så er der fuget og lukket ordentlig af.

Oppe på førstesalen var Flemming og Lars også gået i gang med at hænge gips op i det disponible rum, men blev ikke helt færdige.

20/12-19: Gips på vej op i disponibelt rum.

Theodor havde været på mini-ferie hos mine svigerforældre, og blev afleveret i løbet af fredagen. Da jeg kom hjem med de tre andre, blev de sat af, og så kørte jeg i centret for at købe de nogle julegaver, samt en lampe til over spisebordet. Vi havde haft kig på en lampe i Daells Bolighus, men fik den ikke købt i forbindelse med Black Friday. Så den blev købt nu – uden de 20% rabat – men det går nu nok alligevel.
Om aftenen slappede vi lidt af med en julefilm – det er ikke så tit, at jeg ser film 🙂

Lørdag ankom Lars i løbet af formiddagen nogenunde samtidig med Flemmings forældre. Jeg tog ud og fik købt de sidste julegaver – det var vist også ved at være tiden, hva’?! 🙂
Hjemme i huset havde svigerfar travlt med at spartle inddækningerne, hvor Flemming havde fået sat gips op.

21/12-19: Reparationsarbejde ved vinduerne.
21/12-19: Inddækning fixet – nu spartles der.

Efter jeg havde været ude og handle, fik jeg ryddet lidt op ude i bryggerset. Jeg var ved at være lildt træt af at se på alt dét, der lå oven på vaskemaskine-arrangementet. Så jeg fik ryddet og og fjernet det meste af det – det blev i hvert fald væsentlig bedre 🙂
Og så fik jeg selvfølgelig vasket lidt tøj samtidig 🙂

21/12-19: Har ryddet lidt op i bryggers.

Inde i køkken-alrummet blev det også ryddet lidt op, så vi kunne komme til at vende bordet om, så det kom til at stå rigtigt. Det gjorde nemlig også at Flemming og Lars kunne få hængt lampen op over spisebordet.

21/12-19: Lampe over spisebord skal hænges op.
21/12-19: Ophængning af lampe + spartling.

Jeg sad lidt i sofaen og slappede lidt af – også havde rigtig godt udsyn til arbejdet 🙂 Og det endte bare med at blive super fint!

21/12-19: Så er der hængt lamper op.

Og Flemming fik endda også hængt en lamp op over sofa-bordet, så vi kunne få lidt lys henne i stuen 🙂 Nu er vi saft susme snart klar til at kunne holde jul!

Søndag fortsatte oprydningsarbejdet. Der skulle jo også gerne gøre plads til juletræet, og det krævede noget oprydning, hvis det skulle ske.
Mens jeg og min mor (mine forældre ankom lige omkring frokosttid) ryddede op nede i stuen og fik flyttet kasser væk, samt ryddet mere op i bryggerset, var Flemming og Lars i gang oppe på førstesalen ude på badeværelset. Der var lagt en for tyk plade på gulvet, som de fik fjernet og lagt en nye tyndere. Dertil skulle der lægges en anden plade i selve brusenichen. Så det brugte de en del af søndagen på.

22/12-19: Bruseniche på førstesalen.
22/12-19: Der ordnes gulv i badeværelset.

Og her er de ved at skære/save dén plade til, som skal lægges i brusenichen.

22/12-19: Der arbejdes flere steder.

Imens var min far i gang med at måle op og save til, så han kunne montere OBS-plader omkring spærret, som lige akkurat var synligt i hver side af det store fællesrum.

22/12-19: Spærret pakkes ind i OSB-plade.
22/12-19: Spær pakkes ind.

Det fik min far ordnet i begge sider.
Dertil blev Flemming og Lars også færdig med dét, de havde gang i ude på badeværelset.

22/12-19: Plade monteret i bruseniche.

I mellemtiden var Jørgen-elektriker ankommet for at få lavet el i de to af børneværelserne samt monteret røg-alarmer på de to etager – de er temmelig rare at have hængende – specielt når der skal holdes jul i huset 🙂
Nu begynder det snart at ligne nogle børneværelser!
Og jo – der skal laves noget gitterværk udenfor vinduerne. Det er vi bare ikke nået til endnu – men det er så også derfor, at der ikke er sat håndtag i dørene endnu!

22/12-19: Der laves el i børneværelse.

Mens Flemming og min far havde travlt med at hænge gips op inde i det disponible rum, så fik Lars hjulpet Alfred med at lave en træ-pistol.

22/12-19: Børnearbejde 🙂

Det er ret stort, når man som barn får lov til at bruge rigtig værktøj 🙂
Flemming og min far blev faktisk færdige med at hænge gips op i det disponible rum – så nu er der snart hængt gips op over det hele! Der mangler stadig lidt inde i badeværelset.

22/12-19: Der monteres gips i disponiblt rum.

Og hermed blev det 3. søndag i advent, som blev fejret foran fjernsynet med julegodter og første del af Hobitten 🙂

Annie, 42 år gammel, eksportingeniør, gift og mor til 4 :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *