Uge 16: Spær og rejsegilde
Så startede en ny uge – denne gang havde vi alle fri grundet påsken, så nu kunne vi rigtig få lavet noget. Mine forældre var også kommet for at være her hele påsken, så der var godt med hjælp 🙂
Mandag startede jeg med at tage en tur til maleren for at få noget ekstra brun farve i malingen til huset og garagen. Dén farve, vi fik først, fungerede slet ikke! Derefter tog jeg over på grunden, hvor jeg fik hængt vindspærre op på det øverste stykke i huset. Min mor var over og passe børn for min søster, så hun kunne ikke hjælpe mig, derfor var jeg nødt til at finde på noget.

Det er ikke nemt at skulle holde en rulle vindspærre samtidig med at skulle klipse den fast til væggen. Derfor fandt jeg på at bruge en skruetvinge, så jeg kunne spænde rullen sammen med væggen i toppen. Og så flyttede jeg så bare rullen efterhånden som jeg havde klipse stykket forinden fast 🙂 Ren MacGyver-stil (hvis ikke du kender MacGyver, så google det 🙂 )
Imens arbejdede Flemming og min far på at få lavet
træskelet-konstruktionen over i garagen. Og det gik rigtig fint.

Men den bedste måde at lave træskelet-konstruktion på, er naturligvis at have et par børn cyklende omkring 🙂
Tirsdag var Flemming og min far klar til at starte op på træskelet-kontruktionen i huset, og det var en lidt anden sag end i garagen. For det første var der brugt brede sokkel-sten i fundamentet i garagen, hvor bundremmen passede super fint på. Men i huset var vi blevet vejledt til bare at bruge smalle sokkelsten øverst, hvilket betød, at bundremmen ikke passede, da fundament og sokkelsten ikke lå 100% i niveau. Det var derfor nødvendigt at udligne forskellen, hvilket var lidt besværligt. Dertil var der flere udskæringer, der skulle foretages, så det var en ret besværlig proces. Og vi var ret tidspresset, da spærrerne skulle ankomme dagen efter – onsdag. Og hvis ikke
træskelet-kontruktionen var på plads i både hus og garage – ja så var vi jo ikke klar til at få sat spær. Så der blev knoklet – MEGET. Min far arbejdede på bundremmen, hvilket krævede en tilretning af hans bukser, så der kunne komme puder til knæerne – det kunne min mor lige klare 🙂

Jeg fik malet en væg på garagen sammen med min mor. Der er jo alligvel en del at male, så det er meget godt at få taget lidt jævnligt.

Efter den væg var færdigmalet, blev jeg indkaldt til at hjælpe over i huset med at skrue glidebeslag i lægterne, som skulle bruges i træskelettet. Og der var rigtig mange beslag at skrue i! Jeg nåede vist op på knap 140 stk. – så hånden var lidt øm bagefter.

Imens jeg skruede beslag i, så arbejdede Flemming og min far på at få alle lægterne skruet fast til at danne træskelettet i huset. Og der var rigtig mange lægter at skrue i, så det tog lang tid. Vi var først færdige (eller i hvert færdige nok til at kunne være klar til at modtage/sætte spær dagen efter) omkring kl. 21, hvor vi heller ikke kunne se så meget mere. Jeg var lige hjemme et smut kl. 19 for at hjælpe med at putte børn, men tog tilbage bagefter for at hjælpe.

Onsdag havde Flemming aftalt med tømrer Niels at mødes på grunden kl. 7, så de kunne få styr på de sidste ting inden spærrerne skulle ankomme. Vi havde ikke fået noget tidspunkt andet end “op ad dagen”, og det kunne jo være hvad som helst.
Vi krydsede fingre for, at det ville blive efter frokost, så der kunne komme flere ting mere på plads.
Jeg skulle ud med Theodor og Oskar til kl. 8, fordi vi havde aftalt, at de skulle med faster Lone til Bogense og blive passet dér. Og Lone skulle aflevere nevø Mads ude på grunden, fordi han skulle hjælpe til. Da jeg troppede op ude på grunden, kunne jeg se at vognmanden med spærrerne allerede var ankommet. Han ankom kl. 06:45! Så det var temmelig hektisk.


Spærrerne var ikke samlet, da de ankom, så der gik lidt tid med at få skruet toppen på, inden det første spær kunne løftes op. Jeg stod lidt på afstand, og jo tættere spærret kom på huset, jo mere sagde mit øjemål mig, at der var noget galt. Og det var der 🙁
Det lodrette bjælkestykke i spærret var simpelthen kortere end afstanden fra toppen af væggen og ned til topremmen inde i huset, hvor spærret jo ellers skulle hvile på. Og så stod flere folk ellers og så forvirrede ud – for hvad skulle vi nu gøre? Flemming ringede til leverandøren af huset for at høre, hvordan det problem skulle takles. Og endnu en brøler fra leverandørens side, som kunne sige, at vi jo bare skulle have savet ud til spærrerne. Det havde jo været en relativ vigtig information at få, for man saver ikke bare lige ud i 100 mm bjælker! Vognmanden, der kom med spærrerne, og som også skulle have sat spærrerne, var vejledt (igen – af leverandøren) til at være der i 3 timer, hvilket skulle være nok. Det var ikke i nærheden af at være nok, da der var i alt 20 spær til huset og 11 spær til garagen, og alle skulle have skruet toppen på. Vognmanden var frygtelig dyr at have holdende, og vi kunne godt se, at det ville tage tid at få savet ud til alle de spær, så vi vurderede, at det var bedst at lade vognmanden køre igen. Men det betød også, at vi ikke ville komme til at sætte spær denne dag.
Resten af onsdagen gik med at få savet ud samt skruet toppen på spærrerne. Og det var ikke en super nem opgave, for de letteste af spærrerne vejede 90 kg og de tungeste over 150 kg!

Torsdag startede med en tur til vagtlægen, fordi Flemmings ene øje generede ham meget. Det viste sig, at han havde fået en ridse i det ene øje, så han kom hjem med klap for øjet – meget sørøver-agtigt 🙂
Ved en 10:30-tiden var vi ude på grunden igen, hvor de sidste spær blev klargjort. Flemming havde aftalt med en lokal vognmand (som havde hjulpet os flere gange i løbet af byggeprojektet), at han skulle komme fredag formiddag med en kran-lastbil, så vi kunne få sat spærrerne. Så spærrerne blev gjort færdige – og løftet rundt på, så kranbilen kunne holde i indkørslen dagen efter.

Ved eftermiddagstid – ligesom min mor og jeg var ved at være færdige med at male endnu en side på garagen – blev vi invaderet af familie, da der skulle holdes dobbelt-fødselsdag for mine forældre. Det blev skudt igang med kaffe og kage i det gode vejr. Lidt senere tog hjem til vores nuværende (beboelige hus) og spiste indisk til aftensmad 🙂 Super hyggeligt.

Fredag var det aftalt, at Flemming og min far skulle mødes ude på grunden kl. 7 sammen med Niels, Lars og vores nevø Mads (som er i lære som tømrer).
Mia og jeg blev sendt til Harald Nyborg for at købe flere skruer, og vi kørte omkring kl. 8. Da vi havde købt skruerne, bad Flemming os om at komme ud med skruerne, for de skulle bruge dem. Da vi kom derud, kom Flemming nærmest løbende for at få skruerne – og der var på dén time allerede stillet 2/3 af spærrerne 🙂 Så det kørte virkelig super godt.

Min mor og drengene var derhjemme, og jeg havde aftalt, at jeg skulle hjem og hente dem, men jeg havde ikke rigtig lyst til at køre derfra, for det var bare SÅ fedt at se, hvordan det hele bare kørte på skinner 🙂

Vi havde lejet en lift om onsdagen (som vi så havde indtil tirsdag efter påske), og den kom virkelig til sin ret nu. Det var tømrer Niels, der havde god styr på liften.
Nå, men jeg smuttede hjem efter min mor og drengene, så de også kunne komme ud og beundre det hele 🙂 Og det gjorde vi så.

Efter spærrerne var blevet sat på huset, skulle de to store limtræs-bjælker løftes på plads oppe øverst under loftet i toppen af spærrerne.
Og det var altså nogle voldsomt store bjælker!

Da de var færdige med at sætte spær og limtræsbjælker på huset, og lige havde fået en kort drikkepause, fortsatte de med at sætte spær på garagen, og det kørte lige så godt som ved huset 🙂

Nå, men der var jo ikke helt så meget min mor og jeg kunne gøre andet end at male – så det gjorde vi og vi fik endda (kortvarigt) hjælp af Oskar 🙂 Vi ventede dog lige til alle spær var sat på garagen – bare for at undgå uheldige samstød med kranbilen 🙂

Mens min mor og jeg malede den sidste side på garagen, fik Flemming, min far, nevø Mads, Lars og tømrer Niels sat en mindre limtræsbjælke op ude i det kommende bryggers. Det bliver et stort bryggers, som kommer til at bestå af den ene ende af huset, så limtræsbjælken skal være der for at understøtte fra væggen og over den den kommende bærende væg tværs gennem huset (det er lidt svært at forklare :-)).
De fik også sat en anden limtræsbjælke op ude i køkken-alrummet, hvor der også er behov for ekstra understøtning.

Men nu var der jo spær på både hus og garage – så er der noget med noget rejsegilde. Så det måtte vi i gang med at få arrangeret, og vi ville gerne have så mange som muligt med, så vi endte med at vælge lørdag til rejsegilde (dagen efter) kl. 15. Så der skulle lige købes ind til det – heldigvis var ikke alle butikker lukket i påsken.
Lørdag tog jeg selv og børnene en tur til Bogense, da vi var inviteret op til Lones fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt, og vejret viste sig fra en fremragende side! Det blev også lige til en lille gåtur med hundene og de to yngste børn ned til stranden, hvor vi fik fundet adskillelige muslinge-skaller og fine sten.
Imens vi hyggede os i Bogense, havde min mor travlt ude på grunden med at lave krans til rejsegildet. Der skulle være to – en til huset og en til garagen (de blev dog hængt på samme pæl). Det var åbenbart ikke helt nemt, og det tog en 3-4 timer – men de blev saft susme også fine, de kranse!
Flemming og min far var ude og købe flere beslag og skruer – og selvfølgelig kul til grillen 🙂 Da de var tilbage på grunden fik de startet op på træskelet til kanappen hen over det kommende alrum ud mod haven.
Vi kørte fra Bogense ca. kl. 13, da vi lige skulle et hurtigt smut i en butik i Rosengårdscentret for at købe lidt forsyninger til et projekt, som Theodor var i gang med i skolen. På vejen videre mod grunden var vi også lige inde og købe ekstra vand og toiletpapir 🙂
Vi var på grunden ca. kl. 14:30 – lige i tide til at hjælpe med at rydde det sidste op, så der kunne blive fint til rejsegildet. Og det blev et super hyggeligt rejsegilde med flere gæster – familie, vores entrepenør Boye (Boye Jensen Mini Entreprise) samt flere gode venner.
Der er ikke så meget mere at skrive – derfor kommer der en masse billeder 🙂







Søndag blev min mor og far, jeg selv og børnene hjemme det meste af dagen. Jeg var nødt til at få vasket noget tøj, og børnene trængte til lidt hjemme-tid. Vi var et smut ude på grunden til frokost (da al maden var derude :-)), hvor jeg fik sprayet algefjerner på de to endevægge på huset, så de kunne blive klar til at blive malet.
Flemming var ude på grunden sammen med Lars, hvor de fik sat mere træskelet-struktur op i kanappen ud mod haven. Dertil fik de forstærket topremmen over de store vinduer ud mod haven.
Generelt kan man vist godt sige uden at lyve, at det har været en uge, hvor der har været arbejdet hårdt og længe, og følelsesmæssigt har vi også været igennem en del. Men forhåbentlig kommer alting til at gå super godt og glidende 🙂