Projekt nyt hus

Uge 13, 14, 15: Have, have, have!

Tre uger mere er pludselig gået – hvor hulen bliver tiden dog af?
Der er sket ret meget i løbet af de forgangne 3 uger – vejret er skiftet en del; der har været påske; vi har været et smut hos mine forældre til fødselsdagsfejring og landet er begyndt at åbne mere op igen!
Men vi starter tilbage i uge 13, hvor det stadig var temmelig koldt. Solen skinnede godt nok flere dage, men vinden var bidende kold. Ikke desto mindre skulle alle ud og have noget frisk luft, og så kunne de jo ligeså godt arbejde sig lidt til varmen 🙂 Her bliver sten hakket i lidt mindre stykker og flyttet ned til at danne bund i Flemmings projekt.

30/3-21: Der arbejdes i haven.

Imens var jeg i gang med min køkkenhaven, som syntes at strække sig ud i det uendelige 😮 Bliver jeg mon nogensinde færdig? JA – men til køkkenhave-sæsonen i år? Hmm

30/3-21: Stadig et stykke vej i køkkenhaven.

Optakten til påske-dagene startede jo meget fint denne onsdag. Så fint, at drengene bare ikke kunne vente med at komme ud og arbejde (;-) ) og Mia og jeg blev nødt til lige at nyde solen og varmen i døråbningen.

31/3-21: Nogen arbejder ude – andre hygger i døråbningen 🙂

Flemming havde bestilt en mini-trailer til havetraktoren, som han havde fået hentet. Den skulle samles, og det hjalp Oskar gerne med – måske mest fordi han kunne få lov til at køre lidt rundt med den efterfølgende 🙂 Mia og jeg fik også lov til at prøve.

31/3-21: Der samles anhænger til havetraktoren.
31/3-21: Nu har hele familien prøvet at køre havetraktor 🙂

Selvom solen skinnede, var jeg nødt til at sidde inde og få syet lidt, da jeg havde noget, der skulle være færdig til min mor – og jeg blev også færdig 🙂 Imens sad Mia og hyggede sig. Billedet viser vist også med al tydelighed, at jeg glæder mig til frisøren åbner igen 🙂

31/3-21: Der sys lige lidt 🙂

Udenfor blev den nye trailer flittigt brugt til at flytte jord. Flemming forsøger at rette/jævne jorden så meget ud som muligt, så den kommende græsplæne bliver relativt fin og jævn. Imens var Theodor og farfar i gang med at samle en såmaskine, som kan hægtes efter havetraktoren. Den kostede ligeså meget at købe som at leje…

31/3-21: Arbejde i haven + samling af såmaskine.

Jeg nåede dog også et hurtigt smut forbi min søster, som have lidt blomsterhæk i overskud, og som jeg måtte få. Det skulle dog snart plantes i jorden, så det fik jeg klaret. Der manglede lige noget, der hvor jeg plantede det – så det passede jo bare top-dollar 🙂

31/3-21: Fik lige plantet lidt busk i skel.

Børnene fik en ny opgave – at rengøre bilen, så den kom til at se lidt pænere ud, når nu vi skulle afsted til mormor og morfars fødselsdag. Dertil så trængte bilen altså også bare til en rengøring. Fedt at børnene er så store, at de kan klare sådanne opgaver 🙂

31/3-21: Rengøring af bil inden udflugt.

Vel hjemme igen efter en gang hyggelig fødselsdagsfejring, var temperaturen endnu engang faldet til at være pænt køligt. Men så kan man jo heldigvis tage mere tøj på 🙂 Der bliver igen flyttet rundt på noget jord – det går der faktisk en del tid med. Men det er jo heller ikke nemt at flytte rundt på jorden, når først der er sået græs!
Det endte med at vores gode ven Jørgen kom og hjalp os. Han har en traktor, så det er både mere effektivt samt hurtigere.

2/4-21: Gang i haven!

Jeg var naturligvis i gang med køkkenhaven, men kunne godt se, at jeg vist aldrig blev færdig. Så jeg bad Jørgen om lidt hjælp. Han fræsede resten af køkkenhaven, og så begyndte jeg at rive og samle flere sten og glasskår sammen.

2/4-21: Jeg fortsætter i køkkenhaven.

Ny dag og så endda med sol – dejligt. Jeg fortsatte i køkkenhaven, og fik i løbet af dagen lavet en kant af fliser rundt om køkkenhaven. Der blev ikke brugt nogen måle-redskaber, så helt lige var det ikke. Det er jo fuldstændig ligegyldigt. Pointen er blot at få lavet en afgrænsning, da det hele så bliver nemmere at overskue. Og personligt synes jeg, at det ser ret godt ud. Flemming gør også. og eftersom ikke så mange andre end os skal kigge på det, så er det bare fjong 🙂

3/4-21: Køkkenhave-graveri fortsat.
3/4-21: Det sidste i køkkenhaven graves.

Der blev arbejdet en del i haven, og alle børn var ude at hjælpe til. De kan godt lide at spille computer, hvilket de også får lov til. Dog har vi en regel om, at hvis man vil spille computer, så skal man også udenfor og hjælpe til ind imellem. Og heldigvis er der ikke så meget brok over det – nok fordi børnene ved, at hvis de brokker sig for meget over de regler, så bliver spilletiden yderligere minimeret 🙂 Meeen det er nu også meget sjovt at komme ud og hjælpe med at køre havetraktor…

3/4-21: Der flyttes jord.

Søndag slog vejret lidt om igen og blev lidt køligt. Men ikke nok til at holde os fra haven. Theodor hjalp med at jævne ud – han har altså virkelig godt styr på den havetraktor, og forstår også at bevæge sig i rette “mønstre” rundt med havetraktoren.

4/4-21: Der harves lidt mere 🙂

Flemmings forældre plejer at være hos os søndag formiddag. Både for at hjælpe til men også fordi jeg er afsted med de to store drenge til karate, hvor jeg underviser både små og store børn.

4/4-21: Så kom der lidt hjælpe til haven!

Meeen vi kom hjem igen, og jeg kunne fortsætte i køkkenhaven, hvor jeg ikke manglede meget. Jeg knoklede løs, men måtte til sidst stoppe, da børnene begyndte at sige, at de var aftensmadssultne… Som det ses, så manglede jeg absolut ikke meget! Heldigvis havde vi fri mandag pga påske, så der kunne jeg jo få lavet resten.

4/4-21: Så mangler der ikke meget!

NEJ NEJ NEJ – der er vist ikke meget andet at sige! Og det blev bare ved HELE dagen. Dammit!

5/4-21: NEJ NEJ NEJ

Nå, jamen så kunne jeg da bare gå i gang med noget indenfor. Flemming var ude og køre, og jeg fik en pludselig trang til at rydde op i det disponible rum/biblioteket/opbevaringsrummet – og den trang valgte jeg ikke at overhøre. Mest fordi rummet efterhånden var så fyldt op, at man ikke kunne lukke døren. Det tog lidt tid, men nøj, hvor var det godt at få det klaret!

5/4-21: Jamen så rydder jeg lidt op i stedet.

Omend det stadig var køligt i vejret, så var det heldigvis kun den ene dag, at det sneede. De efterfølgende dage nåede Flemming lidt ud og jævne lidt ud i haven.

8/4-21: Lidt mere køren rundt med jord.

Endelig blev det fredag – og med solskin. Så var det bare om at komme ud og få den køkkenhave gjort færdig. Som sagt, så gjort. Og stor tilfredsstillelse! Det er måske en lidt pudsigt tange, men det er dér, jeg planlægger at plante butternut-græskar. Med kerner som jeg havde samlet sammen fra efteråret 🙂 Dertil er der i stykket lige foran trillebøren nogle jordbærplanter samt løvstikke-buske, som jeg endnu ikke vil flytte.

9/4-21: JUHUU – endelig færdig!

Lørdag fortsatte Flemming med at prøve at få flytte noget jord rundt, så der kunne blive mere jævn. Der var ligesom en pukkel ude bagved hvor Flemming står – nok til at havetraktoren har svært ved at køre der. Så derfor graver Flemming jord af og flytter det hen til, hvor han mente at der manglede noget.

9/4-21: Prøver lige noget nyt – flytter rundt på noget jord 🙂

Drengene hjælper til med at harve og jævne, men det var nødvendigt med lidt ekstra vægt på harven og pallen. De store sten lå dog ikke så godt, så Flemming gik lige i kreativ-mode og byggede to kasser, som kan sættes ovenpå hhv harven og pallen, hvorved stenene ikke ryger af 🙂 Og det endte med at fungere rigtig godt.

10/4-21: Der harves på kommende græsplæne.
10/4-21: Udarbejdelse af en kasse til harven.

Lidt senere dukkede Flemmings bror Lars op – og han blev straks sat til at hjælpe med graveriet – jo jo, man skal passe på med at komme på besøg her 🙂 Man får godt nok kaffe og kage – men man kan godt blive sat til at arbejde for det.

10/4-21: Grave – flytte – grave – flytte…

Jeg knoklede videre i køkkenhaven, og kanten på det nederste billede fik jeg lavet efter Flemming og drengene var kørt. Flemming var et smut forbi hans søster og svoger sammen med børnene eftermiddag og aften, hvor jeg blev hjemme. Der var lidt problemer med den store bil, som vi ikke tør køre i, før den har været til mekaniker, og det betød, at jeg ikke kunne komme med. Men en halv “fridag” til mig selv var jeg nu ikke udpræget utilfreds med 🙂

10/4-21: Endelig færdig! Klar til såning.

Søndag var det regnvejr hele dagen, så vi blev indendørs. Jeg brugt lidt tid på at bage rugbrød – noget jeg har tænkt på lidt tid. Nedenstående er dog ikke bagt på surdej – det kommer jeg nok til at eksperimentere med senere 🙂 Mine rugbrødsforme er ikke så store, så jeg puttede resten i en lille bradepande, og lagde snit ind, så det blev til rugbrødsboller til børnenes madpakker. De blev er store hit lige såvel som selve rugbrødene 🙂

11/4-21: Jeg prøver lige at lave rugbrød og rugbrødsboller 🙂

Onsdag aften – efter jeg havde været inde og undervise børn – gik Flemming udenfor så længe det var muligt. Han er her i gang med stykket på bagsiden af huset, som han er ved at jævne ud samt fjerne sten og tørv.

14/4-21: Der rives og indsamles sten/tørv.

Torsdag blev dagen, hvor jeg fik sat den første række kartofler i køkkenhaven 🙂 SÅ fedt endelig at være dér, hvor man kan så og sætte afgrøder 🙂

15/4-21: Første række sat – kartofler.

Flemming havde været ved at flytte jord over bag ved køkkenhaven, og Theodor gik i gang med det relativt hårde arbejde at få det jævnet ud. Han nåede ikke det hele – men lidt er bedre end ingenting.

15/4-21: Jordbunker jævnes lidt ud.

Og imens er Flemming i gang på bagsiden af huset. Det er et ret tidskrævende arbejde – men hold nu op, hvor bliver det super godt! Glæder mig til at se, hvordan det kommer til at se ud med græs 🙂

15/4-21: Mere riven/samlen sten og tørv.

Og bare lige for at slå fast – jeg laver også noget ind imellem alle de billeder jeg får taget 🙂 For se nu der – sørme om ikke der er lavet en ekstra såning…. denne gang med rødløg. Uha det bliver godt!

16/4-21: Og ja, jeg laver også noget 🙂

Sådan kan man også tilbringe en fredag aften – med at rive, fjerne sten og tørv 🙂 Jeg vaskede op efter aftensmaden, tog et par billeder og slappede efterfølgende af i stedet for 🙂 Men sikke et fantastisk vejr!

16/4-21: Indsamling af sten.

Lørdag skinnede solen fra tidligt, og så er man jo næsten nødt til at komme udenfor. Flemming startede med at jævne ud, og Mia fik lov til at “hjælpe”, hvilket hun vist syntes var ganske hyggeligt 🙂

17/4-21: Mia synes også det er sjovt 🙂

Jeg fortsatte i køkkenhaven med at få sået og sat lækre afgrøder. Men jo mere jeg fik sat, jo mere gik det op for mig, at jeg kunne komme lidt i udfordringer omkring, hvad jeg egentlig havde sået…

17/4-21: Såning/sætning i fuld gang!

Så det talte jeg lidt om med Oskar som kom med en god idé til et hjemmelavet træskilt. Det var Flemming nødt til at hjælpe med, så vi snakked med ham om det. Og så var det han kom med en fabelagtig god idé, som han havde set på Pinterest. En idé, som var super god, for den var simpel, men fordi det samtidig betød, at Flemming ikke behøvede hjælpe 😀
Vi fandt nogle pinde, som børnene hjalp med at snitte, og wupti så kunne man skrive afgrøden på pinden og sætte den rette sted. Det er dælme da smart! Så skal der bare laves nogle flere 🙂

17/4-21: Snitning af så-pinde 🙂

Efter karate-træniningen i fantastisk vejr kom vi hjem igen og fortsatte ude i haven. Oskar var kørt afsted til en legeaftale. Efter frokost kom dernæst Theodor afsted til en legeaftale og til sidst kom Mia afsted. Så en god sjat af dagen blev brugt på at bringe og hente. Alfred som var hjemme fik dog ind imellem lidt computerspil hjulpet til med at køre havetraktor.

18/4-21: Alfred har ret godt styr på den der havetraktor!

Jeg fik et par jordbærplanter med hjem fra min søster, som jeg plantede. Dertil fik jeg sat den første butternut-græskar plante. Vi skulle umiddelbart være forbi frost-nætter, men jeg starter lige stille og roligt med græskarene og vurderer.
Jeg har dertil fået sat en ekstra række kartofler og løg samt en række rødbeder og slutteligt en række gulerødder. Jeg har planer om at få afgrøderne sat lidt forskudt – tidsmæssigt (ikke pladsmæssigt 🙂 ) – så vi kan strække sæsonen lidt mere.

18/4-21: Tjuhej hvor det kører.

Meeen når det nu sådan er søndag og dejligt vejr, så må man altså godt holde en pause ude på terrassen med en kop kaffe og sit hækletøj! Det står i reglerne 🙂 Dog nåede jeg ikke at sidde så længe, inden jeg skulle afsted og hente et af børnene. Men lidt har også ret 🙂

18/4-21: Solen skinner + det’ søndag = jeg må godt drikke kaffe og hækle!

Lidt senere på dagen da vi alle var hjemme igen, fik Oskar hjulpet Flemming med at flytte noget jord. Det er utroligt så hurtigt de drenge har lært at køre rundt på den havetraktor – man skulle tro, at de aldrig har lavet andet 🙂

18/4-21: Oskar har også fint styr på havetraktoren!

Annie, 42 år gammel, eksportingeniør, gift og mor til 4 :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *