Uge 20: Det sidste malen samt opbygning af kanap
Mandag var Flemming lige på arbejde nogle timer, hvorefter han tog ud på grunden for at få fortsætte med at lægge tagpap på garagen. Tømrer Niels var der nogenlunde samtidig som Flemming, da han havde været ude i andet ærinde. Arbejdsdagen stoppede lidt tidligt mandag, så de fortsatte tirsdag med at få lagt det sidste tagpap på garagen – efter Flemming lige havde været lidt på arbejde 🙂

Onsdag var Flemming ikke på arbejde. Han tog direkte ud på grunden, hvor han mødtes med Niels. Der var nogle ting, der lige skulle gøres færdig, inden leverandøren af garageportene ankom. Han ankom om morgenen kl. 8:30 og gik i gang med monteringen af portene.

Det gik vist fint, og kl. 14 var han færdig. Og det så saft susme godt ud!

Mens portene blev monteret, satte Flemming og Niels stillads op ved huset, for at kunne arbejde videre med udbedring og tilretning af kanappen.
Der blev også ryddet nogle ting, så der kunne blive plads til, at en lastbil med kran skulle komme torsdag morgen. Dertil fik Flemming bestilt en lift til at komme fra torsdag morgen, som skulle bruges til de to limtræsbjælker ud i de to kanapper.

Torsdag havde jeg taget fri fra arbejde, fordi Oskars klasse havde planlagt tur ud til vores grund for at se byggeri af et træhus. Og da det var hele formiddagen, vurderede jeg, at det var smartest bare at tage fri.
Flemming var ude på grunden fra kl. 7, fordi der kom en lastbil med kran, som skulle sætte to limtræsbjælker op til at danne taget på de to kanapper. Det var hurtigt overstået, så lastbilen var væk, inden vi blev invaderet af en masse børn 🙂
Oskars klasse ankom ca. kl. 9, og der var Flemming og tømrer Niels i fuld sving med at placere spær på den store kanap.

Imens de knoklede løs, så underholdte jeg og de 4 voksne fra Oskars klasse + SFO en masse børn. Eller det vil sige, at de faktisk underholdte sig selv – der blev rendt op og ned af jordbunker, leget i den midlertidige sandkasse, klatret i træer og generelt bare løbet rundt. Og selvfølgelig spist medbragt madpakke ved bålet, hvor der senere blev lavet popcorn 🙂


Det var super hyggeligt, men måske nok specielt mest for de voksne 🙂 De syntes, at det var et super spændende projekt, og var meget imponerede over det hele.
Imens gik det strygende ved Flemming og Niels.

Mens børnene løb rundt og hyggede sig, og jeg talte med de voksne, kom leverandøren fordi med døren til garagen. Han kunne fortælle en masse ting og sager, bl.a. hvor de forskellige søm og skruer skulle benyttes henne. Det var jo så for de flestes tilfælde lidt forsent, da de nævnte processer var udført. I stedet for kunne vi jo så undre os over, hvorfor sådanne informationer ikke var skrevet ind i en vejledning… det havde da været interessant! Nå, men så er det jo heldigt, at Flemming er så dygtig og løsningsorienteret, så det hele lykkes alligevel.
Kl. ca 12:30 begyndte tilbagetransporten af børnene til skolen. Oskar tog med tilbage til SFO’en. Jeg tog tilbage til grunden, og gik straks i gang med at male. Der var meldt regn fredag, så jeg havde et mål om at få malet færdig. Og det gik faktisk rigtig godt. wupti wupti og så blev jeg færdig med kanappen 🙂

Og samtidig er der jo fin udsigt til kanappen, hvor man efterhånden kan begynde at fornemme, hvordan det bliver.
Jeg fik flyttet stilladset om til den anden side, hvor jeg startede op, men var nødt til at holde en kort pause for at hente børn. Theodor var taget med en kammerat hjem – de tre andre tog jeg med ud på grunden, så jeg kunne male videre. Så de hyggede sig både ude og inde (i skurvognen), mens jeg rent faktisk fik malet færdigt 🙂 Super fedt – meeen min ene arm var også lidt øm, og jeg var monster-træt, så endte med at gå tidligt i seng.

Fredag var jeg hjemme med børnene. Vejret var ikke det bedste, så jeg vaskede noget tøj i stedet og tvangsindlagde børnene til at hjælpe med noget oprydning og rengøring – og de var super gode til det 🙂
Flemming var ude på grunden sammen med tømrer Niels, hvor de fik gjort den store kanap færdig. Herunder at få fjernet de sidste 3 midlertidige hovedspær, som tjente som stabilitet, da de blev sat. De fik lavet den anden overgangsbjælke (hvor skotrenden skal være). De fik også sat de første to stikspær ved den lille kanap, inden de blev nødt til at stoppe pga. dårligt vejr.
Lørdag var jeg som sædvanlig til træning med de to store. Mia blev passet hos min søster, og Oskar var med Flemming ude på grunden.
Da vi kom hjem fra træning kl. 11:30, fik vi lidt at spise og slappet lidt af.
Derefter gjorde vi os klar, og så cyklede jeg, Theodor og Alfred de 9 km ud til grunden. Vi blev modtaget godt 40 min senere af Mia og Oskar 🙂
Flemming og Niels fik sat stikspær på den “lille” kanap og overgangsbjælker (hvor der skal være skotrender) ved den lille kanap. Dertil fik de savet de dele af spærrerne af, som var midlertidig (som var der, hvor det store rum skal være – lidt svært at forklare).
De fik også rettet hovedspær op ved trempel. Og den lift, som blev lejet fra torsdag morgen, har nu klaret dét, den skulle for denne omgang.


Imens fik jeg brugt lidt tid (og megen energi) på at rive indkørslen. Der var en masse relativt store sten, som man kan glide på, så for at undgå dét, så har jeg revet noget af indkørslen/parkeringspladsen. Det er en ret stor indkørsel, så jeg nåede måske det halve, inden jeg blev nødt til at stoppe. Det var saft susme hårdt arbejde!


Efter det hårde arbejde satte jeg mig i solen og slappede af med lidt hæklen 🙂 Børnene stor-hyggede sig – man skulle faktisk tro, at vi kun har fået sat garagedørene i for deres skyld 🙂 Der gik totalt spioner og fangere i den, indtil de sluttede af med lidt snolder i garagen.

Søndag kørte Flemming og Mia ud til grunden, og jeg cyklede derud sammen med drengene – 9,5 km. hver vej. Det gik fint, men der var modvind, så det tog næsten en time.
Vi blev budt velkommen af Mia, Flemming og Flemmings forældre, da vi ankom 🙂 Flemming var i gang med at forberede den gamle limtræsbjælke fra det gamle hus, som skal bruges til et stort sanse-gynge-stativ. Jeg tullede lidt rundt, indtil jeg fandt et batteri og en buskrydder – og så gik jeg ellers amok på det frygtelig høje græs, der var mange steder.

Imens fik Flemming savet bjælker til, som han fik placeret mellem spærrerne (de var jo blevet fjernet, dengang spærrerne skulle sættes, og der ikke var plads, fordi ydervæggene var for høje).
