Uge 28: Isolering
Så startede den første dag i min ferie 🙂 Selvom ferie ved jeg ikke helt om man kan kalde det 😉 Flemming var på arbejde nogle timer – han har først ferie fra uge 29. Jeg var hjemme med børnene de første par timer, hvor jeg fik pakket nogle ting i kasser – vi skal være ude af vores hus inden 1. september, hvilket hurtigt kan komme. Så for ikke at skulle pakke og flytte RIGTIG meget til sidst, ja så er jeg startet op på den proces.
Vi tog ud på grunden til middagstid, hvor Flemming også ankom.
Nu har I set en masse billeder af en hulens masse brætter, som er malet hvide, og I tænker måske, hvornår de skal bruges til noget. Og flere af dem fik Flemming brugt i dag. De danner ramme omkring døre og vinduer – og det giver et super godt resultat. Se selv herunder.

Tirsdag blev en dag med gang i. Vi fik besøg af vores nevø, Mads, som kom og hjalp Flemming med at lægge gulv på førstesalen. Der skal lægges flere lag – først 2 lag med våderumsgips (det er med til at dæmpe lyden, hvilket vi sikkert bliver glade for med 4 børn på førstesalen 🙂 ), så et lag med nogle specielle plader, hvor der skal trækkes gulvvarmeslanger. Derovenpå et lag med en eller anden slags gummi-måtte (mener jeg) og til sidst gulvtæppe eller parketgulv – det har vi ikke helt bestemt os for endnu.

Imens havde jeg travlt over i garagen. Jeg havde jo nogle kasser med fra vores loft, som jeg gerne ville have op på garageloftet. MEN selvom der var lagt gulv, så manglede der nogle sider på den lodrette del af spærrene, så tingene ikke skulle falde ned. Det gik jeg i gang med at lave, og blev også færdig, så jeg kunne få slæbt nogle ting derop. Samtidig fik jeg lavet et lille hygge-hjørne til børnene, hvor de kan spille kort eller tegne eller noget.


Imens havde to af drengene gang i at få slebet og malet en bjælke, som skal bruges til et sanse-gynge-stativ – en skrå-bjælke samt to mindre bjælker, som skal bruges til understøtning. Bjælkerne er faktisk fra én lang limtræsbjælke, som vi har fra det gamle hus, der blev revet ned.


Efter den første bjælke var blevet slebet og malet, så kørte de lidt træt i det og gik istedet for i gang med at eksperimentere med savsmuld 🙂
Efter jeg var færdig på loftet, startede jeg op på at male garage – den manglede stadig at blive malet 2. gang. Og jeg nåede at få malet ét afsnit, inden klokken var blevet så mange, at jeg blev nødt til at tænke på aftensmad til børnene. Og de havde bare opført sig så pænt, og hygget sig og leget/arbejdet godt, så jeg forbarmede mig og gav dem MacD til aftensmad.



Onsdag var Flemming på arbejde nogle timer. Jeg var hjemme til at starte med, hvor jeg fik pakket lidt i kasser. Omkring kl. 10:30 begav vi (= jeg selv og børnene) og afsted. Jeg skulle over og aflevere de to store ved en fælles legekammerat, og bagefter tog jeg, Mia og Oskar et smut over forbi mit arbejde (som lå lige på vejen fra legekammeraten). Jeg skulle lige aflevere en fødselsdagsgave til en god veninde-kollega, og så skulle jeg lige have afklaret et par ting med en anden kollega.
Ved frokost-tid tog vi videre over på grunden for at spise frokost. Vi nåede kun lige at få stillet det hele på bordet, da vi kunne høre nogen i indkørslen. Det viste sig at være en lastbil med levering af isolering. Og det var meget spændende for børnene, så det skulle de ud og kigge på 🙂



Som det ses på nederste billede så ankom Flemming netop, som det blev læsset af. Da vi havde set lidt på det, gik vi ind og spiste frokost sammen 🙂
Efter frokost gik Flemming i gang med at lægge andet lag isolering oppe på førstesalen. Jeg hjalp til med at bære plader op – faktisk fik vi båret i alt 14 plader op – det var pænt hårdt! Og Flemming fik lagt alle pladerne.
Torsdag tog Flemming ud på grunden fra morgenstunden. Mads var der også torsdag til at hjælpe, og de fortsatte med at lægge andet lag gips på gulvet på førstesalen. Og det blev de også færdige med. De fik også målt op og savet ud til bundremmen af skillevæggene. OG de blev også skruet fast, så man nu kan se inddelingen af rummene på førstesalen 🙂


Jeg tog derud lidt senere med børnene. Mens de løb rundt og hyggede sig, fik jeg malet lidt mere af garagen. For at kunne komme videre med at male garagen, kræver det, at den anden garageport kan åbnes, og der var noget lænet op af porten indefra, som skulle fjernes først. Så jeg stoppede efter den første port. Men der var klokken også blevet så mange, at jeg skulle hjem og lave aftensmad.

Fredag var Flemming på arbejde nogle timer – sidste arbejdsdag inden ferien 🙂 Derfor var han også ude på grunden lidt senere end beregnet, da han lige skulle have færdiggjort nogle ting.
Men lidt efter frokosttid ankom han til grunden – ca. samme tid som mine forældre og jeg og børnene.
Min far og Flemming gik i gang med at lægge plader til gulvvarmerør på førstesalen. De skal læges på hele gulvet på førstesalen. Gulvvarmerør er støbt ned i fundamentet nede i stue-etagen.

Imens var min mor og jeg i gang med at bære en masse brædder og bjælker, som lå udenfor, ind i garagen. Der skulle ryddes lidt op i brædderne udenfor, da skurvognen skal flyttes mandag. Der skal der nemlig graves ud til kloak-rør samt strømledninger.
Nå, men min mor og jeg puklede i solskinsvejr udenfor, og fik lagt alle planlagte brædder ind i garagen.
Det midleretige gulv på førstesalen var blevet fjernet, så de kunne lægge det rigtige gulv. Brædderne, der blev fjernet, skal bruges over i garagen, men inden de kan bruges, skulle de renses. Så brædderne blev båret over og lagt udenfor garagen, hvor Oskar fik til opgave at rense dem. Og han fik faktisk renset hele 42 brædder (hvilket gav ham lidt ekstra lommepenge :-))

Oskar og Mia fik også rengjort den gule rutshebane, som ligger til tørre bagerst i billedet.
Dertil fik min mor og jeg hevet en god portion ukrudt op af jorden – jeg ved ikke helt hvad der sker, men der var pludselig kommet en hulens masse ukrudt 😮
Min far og Flemming fik lagt størstedelen af gulvvarmerør-pladerne på førstesalen.

Lørdag var Flemming og min far ude på grunden fra morgenstunden. Tømrer Niels kom nemlig for at hjælpe til med at isolere i stueetagen. Og det gik saft susme hurtigt! Min mor, jeg og børnene tog ud på grunden i løbet af formiddagen – vi var lige forbi og aflevere Oskar til en legeaftale først. Da vi ankom på grunden, havde de nærmest fået isoleret det halve af stue-etagen. Men det var også nogle isoleringsstykker, som var 195 mm tykke og lige præcis dén tykkelse, der skulle lægges. Så det gik ret hurtigt.



Men vi har også en deadline, da der kommer køkken den 2. august, så der skal køkken-området være klar.
Imens mændene isolerede, gik min mor og jeg i gang med at rydde op i garagen. Vi skulle have fjernet dét, der stod op af nr. 2 garageport, så den kunne blive kørt op, så jeg kunne komme til at male (det var bedst at gøre, når porten var kørt op – så var der mindre chance for at ramme porten med malersprøjt). Og jeg fik top-kvalitet hjælp til malerarbejdet af en sød lille pige 🙂

Der blev ryddet fint op i garagen, ogvi fik samlet mindre stykker træ sammen, som blev brugt til at lave et lille bål, så vi kunne lave popcorn 🙂 Mens min mor passede bålet, tog jeg ind og hentede Oskar hos legekammeraten. Og da vi kom tilbage var der lækre popcorn.
Flemming og min far fortsatte med at lægge gulvvarmerør-plader på førstesalen, efter Niels var kørt.
Søndag hev Flemming og min far sig selv op i nakkehårene og fik stillet stilladset op, så det sidste tagpap kunne blive lagt. De var ved at være overordentlige trætte af at pille stillads op og tage det ned igen, men nu var det sidste gang, så nu skulle det bare overstås!
De fik ordnet samlingen i midten, og så flyttede vi stilladset ved fælles hjælp over til sidste side, så de kunne komme i gang.

Og de knoklede løs hele dagen og til aften, men det lykkedes at blive færdig med taget og pillet stilladset ned for sidste gang. JUHUUU 🙂

Min mor og jeg var hurtigt inde og købe noget maling, da det var sidste dag med en rigtig god rabat. Så vi fik købt lidt ekstra maling til hus/garage/beklædningsbrædder samt lidt ekstra hvid maling til forskallingsbrædder mm. Vi tog hjem om eftermiddagen, så børnene kunne komme hjem og være lidt tid også. Så fik min mor og jeg lavet en lækker bøf med spejlæg og bløde løg til aftensmad – uha det var godt 🙂
Flemming og min far spiste ude på grunden sammen med Flemmings forældre.