Projekt salg og nedrivning

Måned nr. 3

Hus-salget (Oktober måned)

Så har vi haft huset til salg i 3 måneder!
Der er sket ingenting – som i INGENTING de sidste 3 uger. I hvert fald hvad angår at komme tættere på et salg af vores hus. Der har ikke været nogen ude og se huset i de sidste 3 uger, og vi har fået besked efter besked (ca. 5 om ugen) om aflysning af åben hus – der er gået lidt hverdag i det hele, så vi er heller ikke helt så hårde mere til at holde huset rent 😮 Vi forsøger efter bedste evne, og det er heller ikke overdrevet rodet – meeeen det vil da nok kræve et par timer at få huset klar til en fremvisning 😉

Jeg har i starten af oktober været inde og “gen-dele” hus-til-salg opslaget på Facebook igen i håbet om, at det kunne sætte lidt skub i processen. Også denne gang har venner og bekendte været rigtig gode til at dele, så krydser fingre.

Der er ikke voldsomt meget at sige omkring hus-salget – andet end at vi er lidt frustrerede, og godt gad at se lidt fremgang – men vi forsøger at have ja-hatten på, og fortæller os selv, at det nok skal komme. Det må bare gerne være snart 😉

Her ved afslutningen på tredje måned til salg, ser ejendomsmægler-tallene ud som følger (og tallene er heldigvis steget siden sidste måned):
– ca. 4.770 sagsvisninger af huset på nettet;
– udsendt ca. 480 gange i køberkartoteket;
– salgsmateriale udsendt 27 gange;
– 3 fremvisninger  og
– 7 åbent hus-arrangementer (med besøgende!)

Ude på den nye grund
Der er til gengæld sket en del ude på den nye grund. Eller det vil sige, at det helt store, der er sket, er nok nærmest, at vi har fået byggetilladelse på både garagen og selve huset, hvilket vi fik 2/11-2018 🙂 🙂 JUHUUUU – så fik vi sat tjek-tegn ved det, og det er virkelig fedt.

Den gamle garage er blevet rippet så meget, at den nu stort set er klar til at blive jævnet med jorden. De sidste “tavler” mangler at bliver fjernet, men det er noget drengene går og hygger sig med.

Så er den gamle stald snart klar til nedrivning.

Der er sket en hel del inde i huset også – flere listelofter er blevet fjernet, og Flemming har med hjælp fra min far og min svigerfar fået fjernet det gamle oliefyr. Det var noget af en opgave, da varmtvandsbeholderen var voldsom tung og uhåndterbar at få flyttet.

Det gamle oliefyr er blevet skilt ad og fjernet. Det var en heftig opgave, da delen på billedet var MEGET tung.

Bryggerset var heller ikke noget at gemme på, så det blev også fjernet. Der er et ret fint køkken, som vi vil prøve at få solgt – hvis ikke det lykkes, så kommer det meste af det nok over i den nye garage.

Udenfor er det begrænset, hvor meget mere der kan laves, da vi pt ikke rigtig kan gøre så meget mere, før vi kan gå i gang med at rage det gamle hus + garage ned. Det er dog også begrænset, hvor meget der kan gøres indenfor, da der efterhånden kun er nogle af lofterne tilbage samt gulvene. Sidstnævnte vil til en vis udstrækning blive pillet op og brugt som loft af garagen.

Så der er efterhånden ikke meget andet tilbage at gøre end at krydse fingre for, at der snart kommer en køber til huset!

Annie, 42 år gammel, eksportingeniør, gift og mor til 4 :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *