Uge 24: Fodlister, have og oprydning
Ugen startede med rigtig fint vejr – så fint, at jeg cyklede i skole med alle børnene (Flemming kørte bilen, for der skulle nogle ekstra ting og sager med, som var svære at have med på cykel). Jeg cyklede hjem igen, så det blev til en lille tur på 8,5 km frem og tilbage – det gav også lidt på motionskontoen 🙂
Da jeg kom hjem, var Flemming i gang med fodlister, som skulle monteres i køkken-alrum / stuen. Og han kunne jo stå udenfor i det fine vejr og save listerne til.

Imens sad jeg ved bordet og fik opdateret sidste uges indlæg på bloggen, som jeg ikke var blevet færdig med søndag. Men det passede egentlig fint, for så kunne jeg lige give en hånd med ind imellem 🙂

Eksempelvis skulle der flyttes en lille plante på et tidspunkt, så Flemming bedre kunne komme til 🙂

Dertil skulle der flyttes nogle møbler ud fra væggen og støvsuges, så der kunne monteres fodlister.

Flemming var lige ude og hente posten, hvoraf noget var meget vådt, så han skar lige hurtigt en plade, som kunne lægges i postkassen, hvor vandet kunne løbe væk, så posten ikke bliver våd fremover.

Og så fortsatte arbejdet med at montere fodlister – og det var tilsyneladende et fedt job 🙂 Uanset så ser det i hvert fald super godt ud, når det er færdig-monteret 🙂

Børnene skulle hentes kl. 14, og da de alle var på cykel – ja, så måtte jeg jo op på cyklen og over og hente dem – så det blev lige et 8,5 km mere på tælleren – det kunne jeg nu også godt mærke i benene…
Det var meget godt at få sofaen ud fra væggen. Der bliver jævnligt støvsuget under sofaen også, men det er svært at få det hele med. Dertil var der lidt støv på bagsiden af sofaen, som også blev fjernet.
Og heldigvis var det stadig muligt at sidde i sofaen og se fjernsyn…

Flemming var ret effektiv – han fik også sat fodlister op ude i bryggerset – det er altså helt vildt som det pynter! Og tavle-lågen til kosteskabet er også taget i brug, som det ses 🙂

Jeg fik hevet noget ukrudt op af jorden, inden det blev tid til at få lavet aftensmad og madpakker (som børnene iøvrigt selv laver).
Tirsdag var Flemming på arbejde, så jeg var alene hjemme. Jeg startede naturligvis med en kop kaffe 🙂 Nummer to kop kaffe tog jeg med op til mine maskiner, så jeg kunne komme i gang med at få syet gardiner ind til Oskar og Alfreds værelser.

Og det tog heldigvis ikke super lang tid at få det klaret og hængt op, så de midlertidige løsninger kunne udfases 🙂
Og drengene var heldigvis godt tilfredse med resultatet 🙂

Lige inden jeg skulle hente børnene, nåede jeg at få spulet legeborgen. Den var jo blevet behandlet med algefjerner, som skulle vaskes af, og det tænkte jeg var bedst at få gjort, inden børnene kom hjem.

Da vi kom hjem, fik vi lige en is – det skal jo til ind imellem. Derefter gik jeg ud for at fjerne ukrudt, mens børnene var oppe i fællesrummet og lege med lego.
Drengene var lige ude og hjælpe med at fjerne nogle store sten samt lidt ukrudt – de skulle lige “tjene” op til at spille lidt computer 🙂
Så der blev samlet en god bunke ukrudt sammen – omend der stadig er meget ukrudt tilbage at fjerne…

Til gengæld kan man se hvor langt man kommer – selvom det nok er nemmere at se in real life end på billeder. Og Flemming og jeg bilder os selv ind, at alt dét, vi graver op, har en betydning 🙂

Flemming nåede ikke så meget denne dag. Han var hjemme omkring kl. 16.30, og ikke længe efter kørte jeg afsted til træning.
Jeg var hjemme i tide til at hjælpe med at putte børn 🙂
Onsdag gav Flemming sig i kast med at få fuget nogle vindueskanter samt vindueskarme. Han fik fuget rundt langs over og underkant ved vindueskarmen på badeværelset i stue-etagen.

Så fik han fuget lang bagkanten af håndvasken, så der blev lukket af mod væggen – jeg ved godt at man ikke kan se det, men det var super fedt, at han fik lukket af dér, så der ikke kommer vand ned bagved.

Bagefter gik han op ovenpå, hvor han fik fuget rundt langs vinduet, så det var færdigt. Det, der tog længst tid, var at få fjernet diverse rester – maling, blå vand, lim, vindspærre mm.
Derefter fik han fuget den del af vindueskarmen, som skal sidde fast. Vindueskarmen er to-delt, og dén del, der er over det “hul” man kan se, sidder ikke fast. Det er nemlig kontrol-enheden for gulvvarmen, og den skal man jo kunne komme til.
Han fik også fuget langs dør-gerekt og under “trin-brættet” (kan pludselig ikke huske hvad det hedder…), så der ikke ved et uheld kommer vand ind under. Det har vi prøvet i badeværelset i stue-etagen, og det er ikke at foretrække!

Jeg havde en aftale om formiddagen, og var hjemme omkring kl. 11.30 efter at have handlet lidt ind også. Dertil fik jeg ordnet vasketøj.
Efter frokost fik jeg gravet noget mere ukrudt op. Og lidt senere begyndte jeg at slå græs over ved frugt-træerne. Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker, men det vokser saft susme…


Igen var jeg cyklet med børnene i skole, og skulle derfor hente dem igen på cykel. Tilbage igen fik jeg lige hængt lidt vasketøj op til tørre, og derefter gik jeg i gang med at male legeborgen.


Ja, den ser vist lidt alge-grøn ud, men satser på at et lag mere kommer til at pynte lidt bedre.
Kl. 16.30 kørte jeg afsted sammen med de to store drenge, som skulle til karate-træning. De træner fra 17-18, så onsdag er pizza-dag til aftensmad 🙂
Torsdag var Flemming igen på arbejde. Jeg fik ordnet nogle ting på computeren, inden jeg kørte en tur i forhenværende Arnold Busk. De er blevet overtaget af Bog & Idé, og i dén anledning holdt de rest-salg i en butik med 50% rabat på alt. Så det måtte jeg ind og se på. Jeg kom ud med en masse godt ting – bøger, tusser, farveblyanter, puslespil, passer-sæt, malerbøger mm.
På vej hjem fik jeg lige handlet lidt ind. Og hjemme igen fik jeg løbet en lille tur – selvom jeg overhovedet ikke gad. Men endte da med at slå min egen rekord, så helt gumpetung var jeg så ikke.
Derefter et hurtigt bad og lidt frokost inden jeg gik op til mine maskiner og fik syet en lille smule, inden børnene skulle hentes.
Hjemme igen stod den på lidt afslapning og legen med nogle af de ting, jeg havde købt. Mia og Oskar fik i hvert fald malet i malerbøger 🙂
Da Flemming kom hjem, var jeg så småt i gang med aftensmaden, og efter aftensmaden startede Flemming op på dét puslespil jeg havde købt (billede fra Ternet Ninja 🙂 ). Jeg hjalp lidt, hvilket også både Mia og Oskar gjorde. Dertil fik jeg hæklet et bogmærke 🙂
Fredag stod den på lidt opdatering af blog og oprydning. Vi skal have tømt campingvognen, så den kan blive solgt. Men før den kan blive tømt, var det nødvendigt at få ryddet lidt op i garagen. For de ting der står i campingvognen skal op i det disponible rum, hvor der pt stadig ligger forskelligt værktøj, som skal over i garagen.
Så Flemming gik i gang med at rydde op i garagen.

Imens gik jeg i gang med at bære kasser fra campingvognen over i huset.
Nogle kasser blev placeret i bryggerset – nogle blev placeret i stuen – andre kom til at stå ude i entréen og nogle blev båret op på førstesalen.


Over i garagen gik det rigtig fint. Man kunne faktisk begynde at se gulvet! Det pyntede i hvert fald rigtig meget, omend det kun er midlertidig, indtil det rigtige værksted kan blive lavet.

Lige omkring frokosttid ankom min mor. Hun lignede én, der syntes det var sommer, selvom det faktisk var lidt køligt udenfor. Men så var det jo godt, at hun kunne gå til hånde på førstesalen med at tømme papkasser og sortere børnebøger.

Min mor og jeg tog over og hente børn kl. 14. Alfred var taget med en kammerat hjem på en legeaftale, så vi tog de andre tre med hjem. Hjemme igen fik vi en kop kaffe, og ikke længe efter kørte min mor – hun skulle med min søster ud og hente hendes piger, og så blev min mor hos min søster resten af dagen.
Hjemme hos os gik der lidt fredagshygge-slapperas i den. Flemming og Oskar lavede puslespil (et nyt ét, jeg havde købt til halv pris 🙂 ), mens Theodor spillede computer og Mia og jeg tegnede. Og selvfølgelig spiste gifler!

Flemming nåede dog ud lidt senere for at komme lidt videre i garage-oprydningen, og jeg fik båret lidt flere kasser ind fra campingvognen. Flemming hjalp også til, efter han stoppede oprydningen, så vi fik næsten tømt campingvognen. Der lå en masse bamser derude, som jeg gik i gang med at vaske.



Lørdag skulle jeg ind og træne de små karate-børn. Efter træningen havde jeg et møde med et par gutter fra klubben omkring klubbens hjemmeside. Det tog nogle timer, og jeg var hjemme omkring kl. 13.
Flemmings forældre var der, og havde hjulpet lidt til. Bl.a havde Flemmings mor luget i køkkenhaven, og Flemmings far havde vist slået græs.
De sidste papkasser var blevet båret ind fra campingvognen, så den nu blot skulle rengøres.

Min mor ankom omkring kl. 14, og vi gik i gang på førstesalen. Jeg fik sammen med drengene fundet et par reoler frem over fra loftet af garagen, som blev båret op i disponibelt rum. Der skal stå bøger og andet godt.
Min mor og jeg gik i gang med at samle reolerne, men måtte ret hurtigt stoppe igen, da vi manglede sådan nogle jern-dippedutter til at holde selve hylderne. Vi ledte ret mange steder, men uden at finde dem – til trods for at både Flemming og jeg vidste, at vi har RIGTIG mange…

Mens Flemming og jeg ledte efter de der jern-dippedutter, fortsatte min mor med at tømme nogle papkasser oppe på førstesalen 🙂

Vi fandt ikke dimserne, så Flemming gik i stedet i gang med at lave en plade, som skal op og sidde i hullet ved gulvvarme-enheden på badeværelset på førstesalen. Han fik lavet selve træpladen – så skal der skæres et stykke gips, som skal sættes på træpladen.

Min mor var på besøg uden min far, da han var på tur. Og derfor så min mor sit snit til at finde en trærod, som hun rigtig gerne ville have med hjem – nu var der jo ikke en ægtemand, der kunne modsætte sig det – samt at der var god plads i bilen 🙂 Træroden skulle bare lige rengøres lidt.

Da vi jo alligevel ikke kunne komme videre med reolerne i det disponible rum – ja, så kunne vi da gå ud og lave noget have-arbejde. Det skorter ALDRIG på noget at lave i haven 🙂

Min mor gravede tidsler og ukrudt op.

Jeg skiftevis hjalp min mor og slog græs.

Flemming havde tidligere på dagen startet et bål op – der lå en masse grene og pinde rundt omkring, som han fik brændt af. Bålet stod og hyggede sig det halve af dagen, og hvad skulle man ellers lave til aftensmad end snobrød 🙂
Jeg kan dog rigtig godt lide kerner i brød. Det er der normalt ikke i snobrød, men så besluttede jeg mig for at være lidt vovet, og putte solsikkekerner i snobrødsdejen – og det fungerede bare RIGTIG godt 🙂 Det var bare de bedste snobrød vi nogensinde havde fået! Og jeg var ikke den eneste, der syntes det 🙂
Vi var mega usunde og fik jordbær-syltetøj til (hjemmelavet naturligvis) – og det var altså bare mega godt 🙂 Min mor var dog også lidt vovet, og fandt nogle skiver spegepølse frem, og det fungerede altså også fint 🙂

Om aftenen efter børnene var puttet, så vi en film – det er sådan lidt en tradition, når min mor og/eller far er på besøg.
Søndag tog jeg de to store drenge med ind til børnetræning fra 9-10:15. Det var så god træning, jeg lavede, så børnene fik lige 10 min. ekstra træning 🙂
Vi var hjemme igen lidt i 11.
Flemming havde fået vasket campingvognen udenpå samt fjernet det siden indeni og ordnet sofagruppen.
Da jeg kom hjem, blev jeg så træt af at se på et bryggers fyldt med kasser samt i stuen også, så jeg begyndte at bære kasser op.
Min mor ankom omkring kl. 13 – hun skulle bare lige hente nogle ting, inden hun skulle vende snuden hjemad.
Da jeg havde fået dem båret op, som skulle op, faldt jeg helt tilfældigt over en pose med en masse af de det jern-dippedutter til reolerne 🙂 Flemming var ude og køre sammen med Alfred (de skulle bl.a. over og gøre rent i Alfreds klasselokale – forældre-rengøring…), men jeg var nødt til hurtigt at ringe til ham og meget begejsret fortælle ham om fundet. Det fik min mor naturligvis foreviget 🙂

Min mor var gået i gang med at om- og sammenpakke to papkasser med ting og sager, som ikke lige skulle bruges nu her. Hun sad nede i bryggerset.
Jeg gik ovenpå og fik sat nogle hylder op, så der var klar til at kunne sætte bøger op på hylderne. Så langt nåede jeg dog ikke, inden kaffetid, hvor vi lige blev nødt til at få en is 🙂
Hjemme igen kastede Flemming sig over en motoriseret græstrimmer med klinge på = væsentlig mere effektiv end den jeg brugte med en plastiksnor på.
Men med alt det ukrudt, så var det altså også nødvendigt med en effektiv en af slagsen.


Han fik også slået en masse græs/ukrudt i dét område, som skal blive en have med græsplæne, når vi når dertil.

Når først det høje græs/ukrudt er slået ned, så er det væsentlig nemmere / mere effektivt at bruge dén græstrimmer, som jeg normalt bruger. Så den tog jeg, og fortsatte græs-studsningen de steder, hvor det ikke stod så højt.

Efterfølgende fik jeg løbet en lille varm tur, som gik ganske udemærket 🙂 Hjemme igen begyndte jeg at gøre klar til aftensmaden, mens børnene fik lavet deres madpakker.
Flemming havde i løbet af ugen fået tegnet på dén trappe, som skal blive den rigtige trappe. Og for lige at teste trinhøjde og trappedybde, så gik han i gang med at ændre på trinene på den ekstisterende arbejdstrappe.

Han blev ikke færdig, men nåede at få 4 trin rettet op til korrekt placering, inden dagen gik over i aften. Men så må resten af trinene blive fixet næste uge.

Det plastik, jeg havde fået hængt op omkring vinduerne i hus-gavlen, havde løsnet sig lidt (meget), så jeg var lige ude efter aftensmaden og lave lidt damage-control, så jeg ikke var nødt til at starte forfra.
